Fortsæt til indhold

Privates førstevalg er nu en elbil – men det graver dybe grøfter i bilmarkedet

Elbiler dominerer nu bilsalget til private. Til gengæld kører salget til virksomheder i slæbegear, og på toppen deler elbilerne i stigende grad bilmarkedet i to.

I 2023 købte 63.000 familier i alt 65.100 nye biler. Mere end hver anden var en elbil, viser nye tal fra Danmarks Statisk. Foto: Hans Meineche
Erhverv

Den grønne omstilling deler bilmarkedet som aldrig før. I den ene lejr står købere af billigere benzinbiler. I den anden finder man danskere, som rask væk betaler en halv mio. kr. for en elbil.

»Tallene viser ret tydeligt, at køberne til elbiler bruger mange penge på en ny bil, mens køberne af benzinbiler fortsat er dem, som bruger færrest penge på en ny bil,« siger Ilyas Dogru, forbrugerøkonom i FDM.

Den firkantede konklusion tager afsæt i dugfriske 2023-tal for husholdningers køb af ny bil.

Først og fremmest sætter tallene en tyk streg under, at elbilerne nu dominerer, når danskernes shopper fabriksny bil.

Mens elbiler stod for 31 pct. af bilsalget til private i 2022, var andelen i 2023 steget til rekordhøje 52 pct.

Væksten er især kommet i hus ved, at bilkøbere har droppet benzinbilerne, hvis markedsandel er raslet ned fra 46 pct. til 37 pct.

Det stigende salg af elbiler fortæller en side af historien om det skifte mod en grøn bilpark, som et politisk flertal skød i gang med de grønne bilafgifter indført i december 2020. Den anden side af fortællingen handler om et mere og mere opdelt bilmarked.

Mens husholdninger bruger flere penge på en ny elbil i carporten, er situationen nemlig den stik modsatte, når det gælder køb af benzinbiler.

»Markedet for biler er for alvor delt i to. I 2023 var gennemsnitsprisen på en ny benzinbil 240.453 kr., mens husholdninger i gennemsnit betalte 498.868 kr. for en elbil. Dermed fortsætter tendensen mod et opdelt bilmarked,« siger Ilyas Dogru med afsæt i, at danskerne i 2022 i gennemsnit betalte omkring 246.000 kr. for en ny benzinbil og 453.000 kr. på en elbil.

For den erfarne forbrugerøkonom og bilekspert understreger tallene, at danskerne gerne vil elbiler, men for mange kommer et køb kun på tale, hvis prisen kan konkurrere med billige benzinbiler.

»Forbrugerne vil gerne elbiler, hvis de har den rigtige pris og de rigtige funktionaliteter. Men som tingene står her og nu, viser tallene, at tendensen mod et lige opdelt bilmarked fortsætter, indtil bilfabrikkerne får sendt nogle billige, funktionelle elbiler på gaden,« siger Ilyas Dogru.

Mens elbiler nu dominerer privatsalget, kører salget af elbiler til virksomheder og firmakunder i slæbegear.

Ifølge de nye tal fra Danmarks Statistik stod elbiler for 14 pct. af salget til virksomheder i 2022. Sidste år var tallet vokset til 27 pct. Til gengæld var hver anden fabriksnye personbil solgt til virksomheder en benzinbil.

Artiklens emner
Bilbranchen
Elbiler