Fortsæt til indhold

Norges første store havvindsprojekt kommer på auktion: »Tror ikke, der kommer bud«

Havvind-advokat tror ikke, at der kommer bud på Norges første store havvindmølle-projekt, der kommer på auktion mandag.

Arkivfoto: REUTERS/Phil Noble
Erhverv

Der er stor spænding forud for den norske regerings første havvindsauktion mandag.

Efter flere udsættelser og tilbagetrækninger fra den ene store havvind-aktør efter den anden, herunder Ørsted, der trak sig fra projektet i efteråret, er der kun fire potentielle tilbudsgivere tilbage på den faste havmøllepark på Sørlige Nordsjø II, der skal ligge stik vest for Danmark.

Det skriver det norske medie, Dagens Næringsliv.

Af de fire tilbageværende har alle dog allerede udtalt sig skeptisk for, om projektet er rentabelt. Derfor står det helt store spørgsmål: Kommer nogen overhovedet til at lægge et bud?

Det har Tormod Ludvik Nielsen, advokat hos Wikborg-Rein, som har arbejdet for flere af aktørerne i feltet, en mening om:

»Vi tror, at støtteniveauet er så lavt for den kommende auktion på Sørlige Nordsjø II, så vi tror, at der ikke kommer bud i denne omgang,« siger han til Dagens Næringsliv.

En mislykket auktion vil være et nederlag for statsminister Jonas Gahr Støre og hans regering, der har investeret betydelig prestige i at få sat gang i Norges satsning på havvind. Ifølge Tormod Ludvik Nielsen er det dog ikke nødvendigvis en større krise, hvis ingen byder:

»Vi tror ikke, der kommer nogen større krise for norsk havvind. Det er vigtigt for industrien og for Norge at teste, hvad markedet er villig til.«