Fortsæt til indhold

Flyselskaber i stor fremgang: Billetter kan forventes at blive endnu dyrere

Analytiker i Sydbank spår rekordår for flyselskaber, og det kan ramme forbrugerne på pengepungen.

På verdensplan er passagertallet meget tæt på 2019-niveauet. Kapaciteten er nu på 99,5 procent af niveauet før pandemien, viser tal fra IATA. Arkivfoto: Jens Dresling/Politiken
Erhverv

Flere europæiske flyselskaber nærmer sig efterhånden det samme aktivitetsniveau som før coronapandemien.

2023 blev således et år, hvor flere af selskaberne landede rekordresultater, og nu spår flyanalytiker i Sydbank, Jacob Pedersen, at 2024 bliver et endnu bedre indtjeningsår. Det skriver det norske medie E24.

»2024 byder på mere af det samme. Selv efter en periode med europæisk økonomi i lavt gear, er arbejdsløsheden tæt på rekordlave niveauer og holder forbrugernes appetit på rejse høj,« skriver Jacob Pedersen i sin rapport.

Norwegian skiller sig ud ved, at det sidste år landede et rekordresultat til trods for, at aktivitetsniveauet stadig er noget lavere end i 2019. Også SAS, der ellers havde et enormt underskud på ca. 3,7 milliarder i 2023 viser fremgang, skriver Jacob Pedersen.

Sydbank vurderer, at billetpriserne vil stige i 2024 fra allerede høje niveauer i 2023, fordi »muligheden for at give omkostningsstigninger videre til forbrugerne aldrig har været bedre«.

»Det skyldes blandt andet, at kapacitetsudviklingen - altså antallet af fly i luften - hos flere flyselskaber først nu er ved at vende tilbage til niveauet fra før pandemien,« skriver Jacob Pedersen.

Med færre fly i luften i højsæsonen, kan man derfor forvente, at priserne vil stige.

Sydbank-analytikeren mener dog, at prisstigningen kan blive mindre i Skandinavien end andre steder i Europa. Det begrunder han med, at SAS og Norwegian øger kapaciteten med 10 pct. i år.

Globalt set er passagertallet meget tæt på 2019-niveauet. Kapaciteten er nu på 99,5 pct. af niveauet før pandemien, ifølge tal fra den internationale luftfartsorganisation IATA.

For forretningsrejser vurderes niveauet at ligge omkring 20 pct. under 2019-niveauet.