Tøjsælger om dagen, dum skid om aftenen: Emil Snorgaard punkterer børns balloner og er ansigtet på et fænomen, der tager både land og by med storm

Jyderne er ikke det nemmeste crowd, er der bred enighed om bag skydedørene i hallen ved siden af, hvor atleterne er ved at gøre sig klar.

Der hænger en tyk dunst af deodorant i luften, og på gulvet flyder det med sportstasker, ansigtsmaling og Faxe Kondi Boosters.

En robust, muskuløs fyr med kortklippet mørkt hår går rundt i lokalet og prøver at komme i den rette stemning.

Ryggen er rank. Brystet skudt frem. Overarmene holdes lidt ud fra overkroppen, så han fylder mest muligt ud i rummet. Hagen er skudt i vejret, så han kan skule arrogant ned på publikum.

Sådan ser Emil Snorgaard ud, når han har forvandlet sig til Emilian Lewis: The Apex of Scandinavia − hans undertitel, der står broderet med guldtråd på specialdesignede shorts. Nordens mest perfekte atlet, som han kaldes.

Emilian Lewis er en bad guy. Det har han ikke noget problem med.

Hans modstander sidder bagved på en gymnastikbænk og trækker i et par korte shorts med jaguarprint.

Det er Flex Powers. Den stærke cirkusmand. Han er en good guy.

I hallen inde ved siden af drikker børn slush ice i faretruende farver og leger med balloner i diskoteksrøg til høj basmusik.

Hvis det ikke var for fadøllene og den store boksering i midten af rækkerne af de blå plasticstole, skulle man umiddelbart tro, man var ankommet til et skolebal. Det er langtfra tilfældet.

Omkring 200 personer er mødt op i en idrætshal i den lille by Terndrup mellem Randers og Aalborg en fredag aften i starten af marts for at se iøjnefaldende mænd i glinsende olie og farverige kostumer tæske hinanden. Eller i hvert fald lade som om. Circus is in town. Vi er taget til wrestling i Nordjylland.

Det gode mod det onde

Egentlig hedder Flex Powers, altså ham den gode, Petter Lundgren og bor i Sverige. Han har flere karakterer, han gør brug af. Han kan også være en led satan. Sådan én, der bruger beskidte tricks, forklarer han og blinker og peger på et billede på sin telefon af en maskeret mand, hvortil Jyllands-Postens udsendte lover ham, at de nærmere detaljer ikke afsløres.

Petter Lundgren spiler øjnene op og bruger store armbevægelser, når han taler om showet, og hvordan Flex Powers bærer sig ad i ringen. Han trommer på brystkassen som en gorilla og demonstrerer et »ARHH!«. Det handler om at være in the zone all the time, siger han.

Det er Emilian Lewis, altså Emil Snorgaard, enig i.

For ham handler det om at skabe den rigtige illusion, folk kan lege med på. I wrestling er det vigtigere at underholde end at vinde, og Emilian Lewis bidrager bedst til den underholdning ved at være sin egen stereotyp, har han fundet ud af.

Selv er Emilian Lewis en karikeret udgave af den 28-årige Emil Snorgaard, der til dagligt sælger herretøj i Tøjeksperten i Espergærde.

Alle har nogle særlige traits, nogle særlige knapper i deres personlighed, som de kan skrue op eller ned for, og det skal man udnytte, forklarer tøjsælgeren.

»Nogle har et naturligt resting bitch face. Det har jeg lidt. Så det skruer jeg bare op for,« siger han med henvisning til de mennesker, der ganske naturligt ser vrede og utilnærmelige ud.

Et anden trait er, at han er easy on the eyes, som man siger i wrestling − altså han er ”nem” at bruge på en plakat, fordi hans sixpack tiltrækker publikum. En god gammeldags flot fyr går tilsyneladende aldrig af mode.

Lewis vikler hvid sportstape rundt om håndledene. På den måde kan hans modstandere nemmere holde fat i ham, når han om lidt smører overkroppen ind i olie.

»Jeg er den onde, snobbede nordsjællænder; den højrøvede gut, der kommer ind med store muskler, olie på kroppen og tror, han kan noget,« siger han.

Virker det? Om lidt får han kontant afregning fra publikum.

Vi ved godt, det er fake

Gennem de seneste år har dansk wrestling gennemgået en vild stigning i popularitet – og det er ikke kun en bestemt del af landet eller en bestemt type mennesker, der finder det særegne kulturfænomen tillokkende. Fra landets små flækker til København og Aarhus er der opstået massiv interesse for den slags shows, oplyser wrestlingforbundet Bodyslam, der står for aftenens show.

I 2023 afholdt de 35 shows fra Skagen til Bornholm. Alle shows i København var udsolgt. Ofte flere uger i forvejen.

I de mindre byer er det primært børnefamilier, der møder op, men i de større byer er en stor del af publikum unge mennesker, der kommer i vennegrupper og bruger showet som en slags forret, inden nattelivet indtages, forklarer Kristian B. Kronvold, der står bag Bodyslam med sin bror, der selv har wrestlet i USA.

Men hvorfor denne vidtbredte popularitet? Umiddelbart er wrestlingen med de excentriske karakterer og pompøse shows ganske langt fra typisk dansk folkeånd. Som Kristian B. Kronvold siger, er det »ærkeamerikansk, og man tænker ikke, at det passer ind i en nordisk kultursammenhæng«.

Så hvad er det kulturfænomen, der formår at tiltrække alt fra hipsterne på Vesterbro til de nordjyske børnefamilier? Først og fremmest skyldes det, at wrestling i Danmark er i dag et helt andet sted end i 2015, hvor Bodyslam afholdt sit første show – og endnu længere fra 1990’erne, hvor det importeret fra USA for alvor fik sit gennembrud, mener Kristian B. Kronvold.

»Siden 90’erne har wrestling været portrætteret som en ægte kampsport. Mange wrestlere ville ikke indrømme, at det ikke var ægte. Det har virket utiltalende for publikum i Skandinavien,« siger han.

Men det har ifølge ham ændret sig med årene. I dag ser man wrestling som underholdning, som the spectale, forklarer han. Et spektakulært skuespil.

»Vi er kommet væk fra diskussionen, om det er ægte eller fake. Det danske publikum går ind til det med en ironisk distance. Det er drama. Det er stunts. Og det er vi alle indforstået med,« siger han.

Danskerne har accepteret wrestlinguniverset, ligesom de også har accepteret præmissen om, at der findes drager i ”Games of Thrones”, forklarer han og uddyber, at publikum derfor kun får noget ud af wrestling, hvis de lever sig ind i det.

Wrestlinguniverset er på mange måder den diametrale modsætning af virkeligheden, mener Kristian B. Kronvold.

»I den virkelige verden skal man være politisk korrekt og passe på, hvor man træder. I wrestlingverdenen er det dybt karikerede figurer, der spiller på stereotyperne, og det er helt okay at råbe ”fuck dig”. Det er en del af wrestling, at publikum kan komme ud med nogle aggressioner og få afløb for nogle følelser, de måske ikke kan få afløb for i den virkelige verden,« siger han og fastslår:

»I den her verden løser vold alting.«

Jo mere man investerer sig i det, jo mere katarsis vil man opnå, forklarer Kristian B. Kronvold.

I aften er det tilsyneladende mest børnene, der tilnærmer sig den åndelige renselse.

Snobben mod cirkusmanden

Emilian Lewis træder ud af skydedørene, mens røgkanonerne fyrer løs på hver sin side af ham. Han kommer ind til sin sædvanlige fanfare, en hardcore, dramatisk rapsang, skyder armene i vejret og danner en pistol med fingrene.

Børnene hujer, mens fædrene sidder tilbagelænet i stolen med armene over kors.

Emilian Lewis glinser i spotlightet og smiler smørret. Børnene på første række får ingen high fives. I stedet får de sprængt deres balloner.

Hvis ikke publikum vidste det før, ved de det nu. Han er den onde.

Så kommer Victor Victorious ind − navnet er ironisk, for han taber for det meste − efterfulgt af Flex Powers til Top Gun-klassikeren ”Danger Zone”.

Klokken ringer. Kampen er i gang. Flex Powers vil have publikum til at klappe, men det vil Victor Victorious og Emilian Lewis ikke vente på, så de rotter sig sammen og laver et bagholdsangreb. Men Flex Powers er stærk. De får ham ikke sådan lige ned med nakken. Først da Lewis vrider armen om på ham, begynder det er knibe for cirkusmanden. Og nu giver Lewis ham et knæ i hovedet, så Flex Powers’ fjæs klistrer til madrassen.

»Flex! Flex! Flex!« hepper børnene.

Men Flex er ude.

Og nu vender snobben sig mod taberen Victor Victorious. Han har ingen jordisk chance mod den højrøvede atlet, der kaster ham rundt i ringen.

The Apex of Scandinavia vinder.

Bagefter er det Gabriel Fausts og Eli Castles tur; de er et tag team og går under navnet Sinners Club. De onde, gothklædte fyre sprøjter vand ud på publikum, så børnene må slippe sugerøret i deres blå slush ice og kigge forarget op.

»Fuck dig!« råber to, små lyshårede drenge og rækker langefingrene mod scenen.

Så kommer Buster, altså ham tryllekunstnerdrengen fra ”Busters Verden”, pludselig ind på scenen til lyden af børneklassikerens titelmelodi. Publikum klapper og hujer.

I starten går det godt for Buster. Men så får han mildest talt tæsk. Han vælter rundt i ringen og får et sæt fødder lige i ansigtet fra to meters højde.

To kvinder blandt publikum holder hænderne op foran ansigtet i gru. Sekundet efter kigger de nysgerrigt ud mellem fingrene.

Til slut kommer Busters ven – en fyr ved navn Toby Zane, i en form for My Little Pony-inspireret kostume − ham til undsætning, og sammen overvinder de det onde.

Eskapisme i krisetider

Livsstilsekspert Anne Glad kalder showwrestling »den skæggede dame anno 2024«.

»Det er eskapisme. Du skal ikke forholde dig til virkeligheden i den time, du sidder bænket til det,« siger hun.

Ifølge hende er der særligt to faktorer, der har betydning for, at wrestling har vundet popularitet igen:

»Vi har en generation af børne- og teenageforældre, der har fået wrestling ind med modermælken gennem satellit-tv. Wrestling var en del af populærkulturudbuddet i deres formative år,« siger hun.

Og netop det at genbesøge velkendte universer, som vi kender i forvejen, og dyrke nostalgien, er noget, vi gør i krisetider, siger hun.

»Det handler om at få noget uforpligtende underholdning, hvor du ikke skal forholde dig til noget. Lige nu vil vi bare gerne repetere det, vi kender i forvejen. Og her er wrestling et bud på underholdning, som ikke udfordrer særlig meget.«

A slap in the face

Efter showet er Emilian Lewis’ brystkasse helt rødplettet.

»Der kan godt gå et par dage, før det er væk, men det går nok. Så længe det ikke er i moneymakeren,« siger han og peger på sit ansigt.

A slap in the face is a slap in the face, lyder det i wrestlingverdenen. Underforstået; en syngende lussing er svær at forfalske. Nogle gange er tingene bare ægte.

»Prøv at google wrestlingskader, så forstår du, hvad jeg mener,« siger Emil Snorgaard, der selv engang har været ude for et forfejlet stunt.

»Jeg lå på ryggen, og en fyr skulle hoppe ned fra toprebet, lave en halv salto og lande på ryggen oven på mig. Du kan slippe afsted rimelig uskadt, hvis du gør det rigtigt, men denne gang fik jeg bare 85 kg lige ned i maven. Fuld kraft.«

Men der er ikke andet for end at rejse sig op igen og »dust it off and get back in the game«, som Emil Snorgaard siger.

Efter showet skal børnene have autografer og selfies med wrestlerne.

To drenge, Malte Valentin Sørensen og Lucas Rønberg, er på vej ud. De har siddet på forreste række og skrålet med til hver kamp. For det er sådan, man gør til wrestling, har de erfaret.

Det er sjette gang, de er til et wrestlingshow, fortæller de.

»Det er bare megasjovt at se mennesker blive smadret,« lyder årsagen til interessen.

Katarsis er måske så meget sagt. Men simplere kan det også siges.