Fortsæt til indhold

Sanjay Shahs nære ven vendte ham ryggen

Torsdag fik Sanjay Shah lov at fremlægge sagen, som han synes, den skal præsenteres. Det kom også frem, at han undervejs er blevet forrådt af en af sine nærmeste medarbejdere.

Sanjay Shah er tiltalt for svindel med udbytteskat for 9 mia. kr. Her er han tegnet, mens han afgiver forklaring i Retten i Glostrup. Tegning: Rasmus Sand Høyer
Erhverv

»Det her er måden, jeg forklarer det til mine børn på,« sagde Sanjay Shah.

Fra vidneskranken viste han det diagram frem, han har tegnet i sin celle i Vestre Fængsel. På en måde er det en af Danmarks historiske bedragerisager kogt ned til en meget simpel tegning.

Den forestillede et lukket kredsløb, og det var Sanjay Shahs forsøg på at forklare omverdenen, hvorfor han ikke er skyldig i bedrageri for 9 mia. kr.

Han har tegnet tre personer. Den ene pudser den andens vinduer. Den anden reparerer den tredjes bil. Og den tredje ordner taget på den førstes hus. Når alle tre har fået deres service leveret, og de har indløst de checks, de hver især havde modtaget for deres ydelser, går det hele i nul.

Måske har banken undervejs lagt ud eller lånt dem penge. Men til sidst er der ikke tilført penge udefra. Derfor går det op.

Men der er udført ydelser undervejs. Derfor kan man ikke beskrive hele udbyttemodel som et simpelt kredsløb, som anklagerne hele tiden har fastholdt, var Shahs pointe.

Sanjay Shah har i fængslet også lavet et andet og lidt mere avanceret diagram, hvor det er aktier og udbytter, der strømmer rundt i kredsløbet. Men Sanjay Shahs pointe var torsdag den samme: Det kredsløb, der sendte aktier rundt mellem investorer og sælgere og lånere, blev til på grund af et smuthul i loven, som endte med at kunne åbne for en hane med refusion af udbytteskatter for udenlandske investorer og pensionsplaner – som endte med at koste den danske stat 9 mia. kr. og indbringe Sanjay Shah en meget stor del af alle de penge.

Derfor passer det ikke, når anklageren forklarer det som et handelssystem, der dækker over et bedrageri.

Efter at være blevet udspurgt af anklagerne i fire dage var det torsdag Sanjay Shahs tur til at komme med sin forklaring på, hvorfor han er uskyldig. Han skulle forklare, hvordan han kunne handle i god tro, da han udtænkte et finansielt system, der tillod at trække 9 mia. kr. ud af den danske statskasse i form af refunderet udbytteskat.

Forsvarerne, Mikael Skjødt og Kåre Pihlmann, indledte deres fremlæggelse med at beskrive, hvordan hele modellen med udbytteskatter og udlån af aktier var en kopi af andre finanshuse, der havde lavet noget lignende.

Desuden har Solo Capital undervejs haft løbende kontakt med de finansielle myndigheder, understregede Sanjay Shah.

De afslørede også hele det persongalleri, som har omgivet Sanjay Shah gennem den periode mellem 2010 og 2015, hvor grunden til hele aktieudbyttemodellen blev lagt. Navn for navn blev de præsenteret, og mange var skatteeksperter eller finansielle eksperter, og mange af dem havde arbejdet i nogle af verdens største finanshuse, juridiske huse eller de store revisionshuse.

En af dem, som Sanjay Shah formentlig kunne have været foruden, var hans meget nære samarbejdspartner, Jas Bains, der var med til at bygge Solo Capital op.

Men som har vendt sig mod Sanjay Shah og endte med at hjælpe Skat i efterforskningen.

Jas Bains røg uklar med Sanjay Shah tilbage i 2013. I 2015 rakte han ud efter en advokat og endte så med at bidrage til efterforskningen i hele udbytteskatteskandalen.

Det fik Sanjay Shah først at vide i december 2023 eller januar i år, da han læste et vidnesudsagn, som Jas Bains har givet, og som blev gengivet i Politiken i december.

»Ja, jeg var meget overrasket. Først var jeg vred, men så forstod jeg, hvorfor han gjorde det. Han havde ikke selv fordel af handelsaktiviteterne i Danmark. Det er også værd at bemærke, at jeg godt ved, at han brugte Solo-modellen og markedsførte den over for mine konkurrenter,« sagde Sanjay Shah fra vidneskranken.

Inden han sammen med sine to forsvarere selv fik dirigentstokken torsdag formiddag, nåede anklager Marie Tullin at sende sine sidste salver afsted.

Hun viste bl.a. en e-mail, som de britiske finansielle myndigheder, FCA, i sommeren 2015 havde sendt til den daværende direktør for Solo Capital, Anne Stratford. Baggrunden var, at der var indberettet en række meget store aktiehandler via Solo i bundter på 75 mio. euro.

Mailkorrespondancen endte med, at Solo Capital skrev til FCA, at Solo Capital desværre ikke havde alle oplysninger om kundernes transaktioner, så FCA kunne ikke umiddelbart få alle de informationer, myndighederne ønskede sig.

Senere kom det frem, at Anne Stratford i en mail havde clearet med Sanjay Shah, at de ikke skulle giver FCA alle de oplysninger, Solo egentlig havde. Det stred mod Shahs egen fremlæggelse af forholdene, idet han flere gange under sagen har understreget, at han og Solo ville give FCA alle de informationer, de måtte ønske.

Anklageren ville vide, hvorfor Solo ikke forklarer FCA, hvad det er for handler, der er tale om. Ved tordagens retsmøde slog Shah det hen med, at det var Anne Stratfords idé at skrive sådan, altså at Solo ikke havde informationerne.

»Jeg skrev ikke den mail. Jeg var på ferie,« forklarede han torsdag som en begrundelse for, at han ikke selv var involveret i den sag, selvom han havde kommunikeret med Stratford om den.

11. marts gik sagen mod Sanjay Shah formelt i gang i retten i Glostrup. Den fortsætter frem til sommeren 2025.

Men en bombe er allerede sprunget, idet Shahs tidligere nære samarbejdspartner Anthony Mark Patterson den 29. februar valgte at tilstå sin del af svinglen med udbytteskat, og han fik dagen efter en dom på otte års fængsel for medvirken i bedrageri med udbytteskat for 8,4 mia. kr. og forsøg på bedrageri for yderligere en halv mia. kr.

Artiklens emner
Solo Capital
Mikael Skjødt