Mediekoncern må lukke forretningsben og afskedige de ansatte
Aller Media har for nyligt præsenteret et underskud og nedlagt en række printmagasiner, nu lukker koncernen et bureau.
Aller Media, der for nyligt har præsenteret et underskud på 36. mio. kr., må endnu engang skærer forretningen til.
Denne gang har koncernen valgt at lukke content- og designbureauet OTW og fyre alle bureauets medarbejdere. Også hos mediet Heartbeats, som Aller ejer 80 pct. af, er der blevet afskediget seks medarbejdere.
Det skriver Mediet Markedsføring.
Mediet har talt med Heine Jørgensen, der var direktør i begge virksomheder, om årsagen til lukningen af OTW.
»OTW har haft flere år med underskud, og markedet har været i afmatning. Du skal konstant vinde nye kunder, hvis du skal holde vækst, og det er vi ikke lykkedes med,« fortæller han.
Content- og designbureauet har sidste fire år haft underskud i millionklassen. I 2023 lød det på -8 mio. kr. Det samme gælder for Heartbeats, der både i 2022 og sidste år havde et underskud på mere end 7 mio. kr.
De afskedigede medarbejdere i Heartbeats var bl.a. podcastproducere og video- og redigeringsfolk. Ud over fyringerne har Aller Media valgt, at den kommercielle del af Heartbeats nu skal være en del af Allers Media Business, mens den redaktionelle del fortsætter som hidtil.
Det betyder, at Heartbeats nu er et rent medie, der bl.a. skal fokusere på at tiltrække brugere og faste sponsorer.
I november sidste år meddelte mediekoncernen, at den nedlagde flere printmagasiner i forbindelse med en fyringsrunde, hvor 34 medarbejdere mistede deres job. Her kom det også frem, at Femina kun skulle udkomme digital, og at licensaftalen med modemagasinet Elle var slut.


