Fortsæt til indhold

Forbrugerombudsmanden: Lauritz.com var urimelig

Lauritz.coms betalingsfrister over for kunderne var urimelige. Auktionshuset handlede også i strid med god markedsføringsskik, mener Forbrugerombudsmanden. Men fordi selskabet er gået konkurs, vil man ikke gå videre.

Parret Bengt Sundstrøm og Mette Rode Sundstrøm står bag Lauritz.com. Hun er direktør, han er bestyrelsesformand.
Erhverv

Auktionshuset Lauritz.com har klart været urimelig over for kunderne, når man igen og igen forlængede betalingsfristerne over for kunderne op til konkursen.

Det er også urimeligt, at kunderne ikke kunne få adgang til deres konti, hvis ikke de accepterede de nye vilkår.

Og der er ingen tvivl om, at kunderne er blevet udnyttet. Det vurderer Forbrugerombudsmanden efter at have kigget på sagen siden sidste sommer.

»Det er tydeligt, at Lauritz.com i perioden op til sin konkurs har forsøgt at skaffe sig gratis, midlertidig likviditet hos forbrugerne ved at skrue på sine aftalevilkår og forlænge afregningsfristen. Forbrugerne har været tvunget til at acceptere de nye vilkår og er tilmed hverken blevet varslet om dem eller har fået dem præsenteret klart og forståeligt. Det er naturligvis helt uacceptabelt,« konstaterer forbrugerombudsmand Torben Jensen i en meddelelse onsdag.

Samlet set vurderer han, at Lauritz.com har overtrådt aftaleloven og handlet i strid med god markedsføringsskik.

Men der kommer ikke andet end moralsk opbakning.

»Da Lauritz.com er under konkurs, har Forbrugerombudsmanden besluttet at lukke sagen uden yderligere tiltag. Det skyldes navnlig, at en eventuel civil retssag på vegne af forbrugerne ikke ville kunne give forbrugerne en bedre retstilling i konkursboet,« fremgår det af afgørelsen.

I alt har Forbrugerombudsmanden modtaget klager fra 36 kunder hos Lauritz.com. De handler primært om betalingsfristerne. I begyndelsen blev kunderne stillet i udsigt, at de ville få penge for de varer, de havde solgt, inden for 30 dage. Så blev fristen rykket til 45 dage, og til sidst blev fristen forlænget til 60 dage.

Udskydelserne skete på et tidspunkt, hvor Lauritz.com havde en meget anstrengt likviditet. Ved at udskyde fristerne brugte selskabet i realiteten kundernes penge som kassekredit.

Det er en af flere ting, som kuratorerne i konkursboet har afdækket i deres redegørelser. Den seneste redegørelse fra november beskriver også, hvordan parret Bengt og Mette Sundstrøm som hhv. tidligere bestyrelsesformand, storaktionær og adm. direktør igennem årene har flettet deres private økonomi sammen med Lauritz.com.

Lauritz.com blev erklæret konkurs den 11. juli 2023, og under kollapset viste der sig efterfølgende et økonomisk krater i form af krav fra kreditorer på samlet 166,5 mio. kr. Efterfølgende har Finans over flere artikler vist, hvordan parret reelt har pyntet på den økonomiske udvikling i årevis.

Kuratorerne, advokaterne Henrik Selchau Poulsen og Rune Derno, mener i hovedtræk, at Bengt Sundstrøm og hans personligt ejede Blixt-selskaber skylder Lauritz.com små 20 mio. kr.

Dertil kommer krav på samlet omkring 5 mio. kr., som kuratorerne mener, parret skylder Lauritz.com for leje af godset Göholm og for en række kunstværker, som Lauritz.com har betalt, og som parret privat har rådet over.

Det klart største aktiv for Bengt Sundstrøm er vinslottet Vignelaure, som i det seneste regnskab fra hans Blixtz-selskab er værdisat til 232 mio. kr. Obligationsejere, der har i alt omkring 100 mio. kr. i klemme i konkursen, har sikret sig et pant på 75 mio. kr. i slottet. Ifølge denne låneaftale har Bengt Sundstrøm frem til 11. april i år til at sælge slottet eller give dem de 75 mio. kr.

Artiklens emner
Forbrugerombudsmanden
Lauritz.com