Kinesisk telefon-firma sender sin første elbil på markedet
Bilen skal konkurrere med kendte elbilproducenter, der i forvejen ligger i heftig priskrig.
Mens de største elbilproducenter ligger i heftig priskrig, sender en kinesisk telefon-producent nu en ny konkurrent på markedet.
Navnet er SU7 – en forkortelse for speed ultra 7.
Den nye elbil er udviklet af det kinesiske firma Xiaomi, der ifølge BBC er verdens tredjestørste forhandler af smartphones.
Virksomhedens lanceringen af sin nye elbil kommer midt i en tid, hvor det globale salg af elbiler er præget af en lavere efterspørgsel.
Det har fået konkurrencen i elbil-markedet til at eskalere i en regulær priskrig, der også kan mærkes hos bilforhandlere herhjemme.
Og den krig melder Xiaomi sig nu ind i med SU7-modellen.
»Xiaomi vil bygge en drømmebil, der er sammenlignelig med Porsche og Tesla,« skriver Lei Jun, der er grundlægger og adm. direktør for det kinesiske smartphonemærke, ifølge CNN på det sociale medie Weibo.
Ifølge CNN vil Xiaomi sende sin første elbil på markedet til en pris på under 500.000 yuan, svarende til cirka 475.000 danske kroner.
Det er omtrent 100.000 kr. dyrere end teslas model Y, men en god del under Porsches Taycan, der er prissat til omtrent 930.000 kr. herhjemme.
Hvad SU7 præcist kommer til at koste vil Xiaomi løfte sløret for ved et officielt lanceringsevent, der er sat til at løbe af stablen torsdag.
Lanceringen kommer kort efter, at den største spiller på elbilmarkedet, kinesiske BYD, meldte om sin sløjeste vækst i to år, skriver CNN.
Det kommer dog ikke som en overraskelse, at Xiaomi sender en elbil på markedet. Virksomheden annoncerede ifølge CNN, at den ville investere tocifrede milliarder i at udvikle elbiler tilbage i 2021.

