Fortsæt til indhold

»De udtrykker ofte, at det er for en sikkerheds skyld,« siger guldhandler om danskernes køb af guldbarrer

Flere danske guldhandlere melder om en voldsom stigning i danskernes efterspørgsel på fysisk guld.

Danskerne køber guldbarrer og guldmønter i stor stil. Illustration: Midjourney af Anders Thykier
Erhverv

»Der er noget i vores mentalitet, vi bliver nødt til at få ændret. Russerne går ikke hjem. De fortsætter.«

Sådan lød opsangen fra Mette Frederiksen til danskerne midt under en debat i Folketinget i marts.

Men faktisk er der allerede indikationer på, at vi er begyndt at indrette os efter den russiske trussel.

Det er det markant stigende salg af guldbarrer og guldmønter i Danmark et godt eksempel på, mener Sara Wind Engberg, der er direktør i Nyfortuna, en af Danmarks største guldhandlere.

»Vi har aldrig haft så travlt, som da Rusland invaderede Ukraine. Vores ordrer på guldbarrer i Danmark steg med 2.000 pct. i den uge,« siger hun.

Siden den russiske invasion af Ukraine er den danske guld-interesse forblevet intakt.

»Vi oplever en kæmpe stigning lige nu. Kunderne siger, at de gerne vil have noget i tillæg til deres opsparinger, friværdi og aktier. De udtrykker ofte, at det er for en sikkerheds skyld,« siger Sara Wind Engberg.

Med den stigende efterspørgsel på fysisk guld fulgte også en ny type kunder. For modsat tidligere, hvor det primært var investorer, er det i dag hr. og fru Danmark, der dukker op hos Nyfortuna for at købe guld.

Guldbarrer opbevaret hos Nyfortuna. Foto: Nyfortuna

Ordrestørrelsen hos Nyfortuna er derfor gået fra at ligge på mellem 200.000 og 500.000 kr. til nu at være på mellem 5.000 og 50.000 kr.

»Prisen på guld slår rekorder, som gør, at folk bliver ved med at købe. Men vi kan ikke rigtig finde ud af hvorfor,« siger hun.

Det kan Michael Andersen, der er forskningschef for oldtid, middelalder og renæssance på Nationalmuseet til gengæld godt.

»Folk har igennem århundreder tyet til guldet i urolige tider. Der er altid nogen, der efterspørger guld. Vi ved jo erfaringsmæssigt, at guldet aldrig mister sin værdi,« siger han og tilføjer:

»I en situation, hvor man kan frygte, at it-systemer går ned, og man ikke kan komme til sine penge, så kan man bruge guld.«

Den øgede efterspørgsel på fysisk guld mærker adm. direktør i Nordisk Guld, Sander Lerche Rasmussen, også.

»Vi oplever en tydeligt stigende efterspørgsel på fysiske guldmønter og guldbarrer. I løbet af de seneste tre måneder har vi haft dobbelt så mange ordrer i Danmark, som vi havde de sidste tre måneder af 2023.«

Sander Lerche Rasmussen tegner et billede af købere, der typisk er over 35 år, har fulgt med i nyhederne og derfor tænkt, at det er en god idé at investere i guldbarrer.

»Vi ser nogle tydelige trends i vores marked for tiden. Vores kunder ser i tv, at Rusland er meget opsat på krig. Derudover er der en stor usikkerhed omkring det amerikanske valg, og hvad udfaldet vil betyde for den amerikanske økonomi.«

Guldbarrer og guldmønter er i høj kurs. Foto: Nyfortuna

Ole Sloth Hansen er råvarestrategichef i Saxo Bank. Ifølge ham er det meget sigende, at danskerne er blevet glade for det fysiske guld.

»Guld har typisk været en måde at opspare penge i lande, hvor man ikke har tillid til regeringen eller til, hvordan ens opsparing bliver forvaltet. Men jo ikke i lille, demokratiske Danmark med et solidt banksystem,« siger han,

Guld-interessen i Danmark begyndte for alvor, da der kom minusrenter i bankerne finanskrisen, siger Ole Sloth Hansen.

»Men den store opblomstring kom, da krigen i Ukraine startede. Det er en naturlig reaktion, at hr. og fru Danmark også køber guldbarrer, når de køber ekstra konservesdåser. For guldet holder sin værdi, selv hvis man ikke skulle kunne hæve penge i bankerne,« siger han.

Råvarestrategichefen fortæller videre, at den store guld-interesse understreges af, at folk bliver ved med at købe guld, selvom prisen er rekordhøj.

»Man bryder sig ikke om ordet ”krigsfrygt”, men det er nok det tætteste, vi kommer. Den ligger og lurer i baghovedet i dele af befolkningen,« afslutter Ole Sloth Hansen.

I Danmark er Beredskabsstyrelsen sammen med en række andre myndigheder gået i gang med at lave anbefalinger til danskernes hjemmeberedskab.

Beredskabsstyrelsen oplyser til Finans, at der aktuelt ikke pågår overvejelser ift. anbefalinger omkring anskaffelse af guld.

Artiklens emner
Beredskabsstyrelsen
Nyfortuna