Nordic Waste-ejer ville lave klimafond: Så langt er milliardærfamilien nået
Torben Østergaard-Nielsen og familien lancerede en klimafond i januar efter Nordic Waste-jordskredet. Men både myndigheder og borgere i Ølst venter stadig på den.
Det er over tre måneder siden, at milliardærfamilien Østergaard-Nielsen lancerede planen om en klimafond, der skulle »løse og afhjælpe problematikken omkring jordskred og klimaforandringer«.
Udmeldingen kom efter den opsigtsvækkende sag om jordskred hos Nordic Waste, som Østergaard-Nielsen er ultimativ ejer af.
Men hvor langt er familien Østergaard-Nielsen og dens kæmpekoncern USTC så nået med etableringen af klimafonden?
Ikke så langt, at myndigheden for den slags fonde har hørt noget som helst om den.
Civilstyrelsen, der fører tilsyn med ikke-erhvervsdrivende fonde i Danmark, oplyser til Finans, at den »ikke har kendskab« til klimafonden fra USTC og ikke er i besiddelse af nogle dokumenter relateret til den.
Hos USTC forsikrer man dog om, at arbejdet med klimafonden er i fuld gang.
»Fordi fonden er den første af sin slags, og ambitionerne er høje for både økonomisk kapacitet og samarbejdspartnere, er det grundlæggende arbejde så meget desto mere vigtigt. Vi har i øjeblikket dialog med relevante samarbejdspartnere og eksperter, som sammen kan sikre den rigtige tilgang til fonden,« skriver USTC’s kommunikationsafdeling i en mail til Finans.
USTC forklarer, at den ikke har yderligere at tilføje om klimafonden på nuværende tidspunkt. Udover at der fortsat er øremærket 50 mio. kr. til de borgere i Ølst, som er blevet ramt af Nordic Waste-jordskredet.
I Ølst bor Alexander Askov Svensson. Tidligere på måneden kunne han fortælle DR, hvordan jordskredet har påvirket alt fra bustrafikken til privatøkonomien.
»Vi er blandt andet påvirket i den forstand, at vores hus intet er værd længere, og vi derfor ikke kan tage lån i banken,« sagde Alexander Askov Svensson til DR.
Randers Kommune har siden den 19. december kæmpet for at bremse tre mio. kubikmeter forurenet jord fra at skride mod vandløb, fjord og havmiljøet og nabobyen Ølst.
Den 19. december smed Nordic Waste håndklædet i ringen og opgav at forhindre det store jordskred mod at brede sig, og kommunen måtte i al hast påtage sig opgaven.
Miljøstyrelsen rejste derefter påbud mod det USTC-ejede Nordic Waste om at hjælpe til med at hindre en miljøkatastrofe og krævede, at selskabet stillede en økonomisk garanti på 205 mio. kr.
Ingen af delene ville Nordic Waste og ejerne imidlertid.
Den ultimative ejer, Østergaard-Nielsens USTC-koncern, afviste at skyde flere penge i selskabet eller at påtage sig ansvaret og sendte selskabet i konkurs den 22. januar.

