Stark skaber transparens med nyt klimaredskab til byggebranchen
Nomineret til Finans Impact Award: Starks onlineplatform KlimaLog viser nemt og overskueligt en CO2-rapport over kundernes indkøb. Det skaber gennemsigtighed i en klimabelastende branche.
»Stark er frontrunner i en ellers konservativ branche.«
Begejstret fortæller Christian Stokholm, direktør for strategi og forretningsudvikling i Stark, om virksomhedens digitale bæredygtighedsprojekt KlimaLog, som blev lanceret i november 2023.
KlimaLog er en onlineplatform, der giver Starks erhvervskunder en rapport over deres indkøb. I den rapport står byggematerialernes CO2-udledning på produktniveau, andelen af varer med miljø- og indeklimamærker, samt andelen af certificeret træ. Den underliggende AI-model bearbejder typisk over 20 siders dokumentation og data for hvert enkelt indkøbte produkt og omregner det til en enkelt linje med produktet CO2-aftryk. Værktøjet er gratis for kunderne gennem et login til Starks hjemmeside.
I februar 2024 havde Stark indsamlet og bearbejdet emissionsdata og dokumentation på omkring 69.000 varenumre.
»Vi skaber transparens omkring CO2-aftrykket på byggemateriale, som ikke før har været der. Vores tanke, da vi startede projektet, var, at vi ville hjælpe vores kunder til at få overblik og træffe en mere informeret beslutning. Men det er fantastisk, hvordan vi nu for alvor også begynder at påvirke vores leverandører,« siger Christian Stokholm, der fortæller, at leverandørerne i høj grad også har interesse i at skabe mere klimavenlige produkter ift. konkurrenterne.
Det er i særdeleshed de større erhvervskunder, der bruger KlimaLog, eftersom de er ramt af krav om indrapportering.
»Det, vi gerne vil løse, og det som virksomhederne bruger værktøjet til, er det dokumentationsbehov, som vores kunder er blevet påkrævet. På den måde er vi blevet en markant løftestang i deres hverdag.«
Selvom det er en udfordring for Stark at få alle håndværkere til at bruge KlimaLog og vælge de mest grønne produkter, så beretter virksomheden selv om fremgang i antallet af brugere hver eneste måned.
Hvorfor fortjener Stark at vinde Finans Impact Award?
»Fordi vi har fokus på innovation og går forrest i en ret konservativ branche. Vi har et produkt, der kan have en positiv påvirkning på hele Danmarks CO2-udledning. Og hvis vi for alvor skal i gang, så skal vi have et bredt kendskab til grønne initiativer, hvor KlimaLog er et af dem.«
Hvordan kan projektet inspirere andre virksomheder?
»Vi turde virkelig tage nogle markante skridt for at reducere CO2-udledningen. Vi tænkte i innovation og digitalisering og tog nogle skridt, som ikke var de nemmeste. KlimaLog var en dyr investering for os, og noget vi ikke forventer betaler sig selv tilbage på kort sigt. Men vi mente, at det var det rigtige at gøre. Som Danmarks største byggemarked skal vi kunne forudsige og ændre industrien.«

