Historisk barnevognsfabrik leverer største underskud i mange år: »Jeg er meget fortrøstningsfuld«
Trods underskuddet er direktøren for den snart 100 år gamle fabrik optimistisk omkring brandets fremtid.
Efter støt at have leveret overskud i millionklassen år efter år har Odder Barnevognsfabrik netop afleveret et årsregnskab med et underskud på 1,68 mio. kr. Alligevel har direktøren for den gamle fabrik, Kenneth Willenbrack Nørgaard, fuld tiltro til selskabets overlevelse.
»Det var ikke et kønt år, det var det virkelig ikke. Men fabrikken er på ingen måde lukningstruet. Den bliver 100 år næste år, og det kommer vi til at fejre,« siger Kenneth Willenbrack Nørgaard.
Han fortæller, at det dårlige regnskab var udtryk for, at fabrikken står i de samme udfordringer, som ejerne Babysam, der lige nu mærker et stort fald i fødslerne i Danmark.
»Det betyder, at aftrækket er for lavt ud imod kunderne. Når vi er sådan en lille virksomhed, og man går tocifret tilbage på salget, rammer det hårdt,« siger Kenneth Willenbrack Nørgaard.
Selskabet her desuden valgt at skrinlægge ambitionerne om et væksteventyr i udlandet, og den interne produktudvikling er blevet outsourcet.
Der er ifølge Kenneth Willenbrack Nørgaard et højt udviklingspres i branchen, og det er outsourcingen et godt svar på, lyder det:
»Vi har allerede set en noget bedre udvikling. I stedte for at vi selv bruger meget lang tid på at designe et produkt fra A til Z, har vi hooket os op på nogle, der hjælper mange andre brands. Det koster lidt, men vi betaler kun for den tid, vi effektivt bruger,« siger Kenneth Willenbrack Nørgaard.
Sammen men en ny produkt- og udviklingschef bidrager det til, at Odder Barnevognsfabrik er tilbage i to millioner plus alen i perioden fra 1. oktober 2023 til nu, hvilket direktøren betragter som en mere normal drift.
Vi vækster odderbrandet igen. Vi vidste ikke, salget ville falde så meget, men vi vidste godt, det var en transitionsfase,« siger direktøren der forventer, at Odder barnevognsfabrik leverer et overskud på fire millioner i 2024.

