Fortsæt til indhold

Andreas Helgstrand, Lars Seier og Anders Samuelsens UV-projekt til heste er ovre

De satsede på at sælge UV-udstyr til hesteverdenen, men efterspørgslen var der ikke.

Andreas Helgstrand, Lars Seier og Anders Samuelsens selskab UV Equestrian er opløst ved erklæring. Arkivfotos
Erhverv

Selskabet UV Equestrian slog sig op på at sælge UV-lys til hesteindustrien.

Bag projektet stod prominente navne som Andreas Helgstrand, Lars Seier og Anders Samuelsen.

Men efter lidt over et år er det slut, da forretningen har vist sig at være knap så profitabel.

Det oplyser bestyrelsesformand for UV Equestrian, Anders Bjørnstrup, til Finans.

»Vi har måttet konstatere, at efterspørgslen efter UV-lamperne ikke var stor nok i hesteverdenen. Derfor har vi afviklet denne aktivitet og lukket selskabet ned på ordentlig vis.«

UV Equestrian blev stiftet den 26. januar 2023 gennem UV-koncernen, UHV, der har Lars Seier Christensen som investor og Anders Samuelsen som direktør.

Derudover var Andreas Helgstrands hesteforretning, Equestrian Ventures, en del af samarbejdet. Hvert selskab ejede 50 pct. af UV Equestrian, der nu er opløst ved erklæring.

Altså er projektet er slut.

Andreas Helgstrand, er tidligere OL-medaljevinder. Hans stutteri, som i årevis har generel store millionoverskud blev i 2023 afsløret i tv-programmet Operation X i hårdhændet hestebehandling og kontroversille træningsmetoder.

Anders Samuelsen oplyser til Finans, at han er enig i bestyrelsesformandens udlægning af sagen og tilføjer, at man har overladt forretningen med UV-lys til heste til andre distributører.

»Hestevelfærd er et af vores vigtige fokusområder, og i hesteverdenen dør alt for mange heste hvert år af forskellige vira og sygdomme. Vi har stiftet UV Equestrian for at udbrede UV-lamperne til at bekæmpe disse sygdomme og forhåbentligt redde mange heste fra at blive syge,« udtalte Anders Bjørnstrup, bestyrelsesformand for UV Equestrian, til Finans kort efter stiftelsen af firmaet.

I den forbindelse understregede Lars Seier, at investeringen var lavet gennem UVH, og pengene derfor ikke kom direkte fra ham.

Finans har kontaktet Andreas Helgstrand, men han er ikke vendt tilbage.

Artiklens emner
UVH
Lars Seier Christensen