Fortsæt til indhold

Håndværkere måtte flygte fra branden: Nogle af dem havde det ikke godt bagefter

Det myldrede med håndværkere på taget af den gamle børsbygning, da den gik i brand tidligt tirsdag morgen. Håndværkerne måtte flygte ned fra den høje bygning, og de måtte samles op af kollegerne bagefter.

Brand i Børsen i København tirsdag den 16. april 2024. Foto: Mathias Sørsensen/Ritzau Scanpix
Erhverv

»Det er ikke rart at stå midt på et tag meget højt oppe, og så begynder der at komme røg fra etagen neden under. Nogle af vores folk havde det ikke godt bagefter.«

René Hansen sad derfor midt på formiddagen sammen med sine kolleger fra kobberfirmaet og fik en kop kaffe på Cafe Europa på Højbro Plads i København, mens de kunne se en af byens allerældste bygninger stå i flammer.

Kort forinden havde 10 af de ansatte ved Toft Kobber ligget helt oppe på taget under presenningerne og slået ruller af kobber fast på trækonstruktionen. Omkring kl. 7:30 gik en brandalarm.

»De gør, som de skal – går rundt og ser, om de kan se, om der er ild, og det er der ikke. Men efter fem minutter kan de se røgen komme op fra etagen neden under taget. Og så gælder det om at finde en af de eksterne elevatorer på stilladset og komme ned,« fortæller René Hansen.

Han er kommunikationsansvarlig i Toft Kobber og var der ikke selv. Men han har fået det genfortalt af nogle af kollegerne, der nu er sendt hjem med tilbud om psykologhjælp eller en snak med direktøren – og besked om at møde ind kl. 7 i morgen og snakke det hele igennem med kollegerne.

Cirka samme program er der også lagt for de 10 ansatte i Børge Nielsen Tømrerfirma, der stod for at lægge den trækonstruktion, som kobberfirmaet så slog deres plader ned på.

»Det er jo forskellige mennesker, så det er forskelligt, hvordan de har oplevet at være en del af en brandalarm af den type, vi så i dag. Men det vigtigste for os har jo været at få dem godt hjem, og så samler vi dem alle i morgen,« siger Peter Følbæk Nielsen, adm. direktør i Børge Nielsen Tømrer.

»De er jo også påvirket af, at de har stået og arbejdet på den opgave på det historiske hus i seks-otte måneder,« siger han.

De to firmaer har været en del af den kæmpe renovering af ikke mindst tagkonstruktionen på den 400 år gamle børsbygning i København.

Branden i bygningen begyndte omkring kl. 7:30 tirsdag morgen, og de første mange timer havde brandfolkene slet ikke kontrol over branden. Den fik bl.a. det gamle kobberspir til at kollapse. Midt på eftermiddagen arbejdede brandfolkene med efterslukning og ved endnu ikke, hvor store skaderne er.

Ingen af de to håndværkerfirmaer har nogen idé om, hvordan branden kunne opstå.

»I første omgang tror vi godt, vi kan flytte de 10 folk ud på andre opgaver. Og så må vi se, hvad konsekvenserne er for vores firma og for økonomien. Men det vigtigste er, at vores folk har det godt,« siger Peter Følbæk Nielsen.

René Hansen fra Toft Kobber håber, at firmaet igen kommer til at arbejde på renoveringen. Ifølge ham er de fleste af de ansatte i kobberfirmaet nogle af de eneste fagfolk, der kan udføre netop den slags specialiseret kobberarbejde på gamle bygninger.

»Jeg har ikke fantasi til at forestille mig, at man ikke genopfører den gamle bygning igen. Det er jo et vigtigt stykke kulturarv,« siger René Hansen.

Restaureringen af bygningen skulle stå færdig til efteråret, hvor Børsens 400-års jubilæum skulle fejres.

Den er blevet støttet med i alt 150 mio. kr. fra diverse fonde og bestod af tre hoveddele: et nyt kobbertag på hele bygningen, udskiftning af facadens mursten og restaurering af bygningens mange sandstensudsmykninger. Det verdensberømte dragespir kunne holde mange år endnu og skulle blot efterses. Tirsdag morgen styrtede spiret omkuld i en sky af røg og flammer.

Det er forsikringskoncernen If, der har forsikret bygningen og dermed også står for brandforsikring. Bygningen har været ejet af Dansk Erhverv i over 100 år.

Codan, som nu hører sammen med Alm. Brand, står for entrepriseforsikringen under den renoveringsopgave, der var i gang. Men den forsikring undtager brand, der er forsikret et andet sted, oplyser Alm. Brand Group.

Og forsikringsselskabet Protector har forsikret løsøret. Det gælder blandt andet alle de gamle malerier, som folk forsøgte at redde ud af den gamle bygning, efter at branden begyndte lidt før kl. 8 tirsdag morgen.

Artiklens emner
Forsikringsbranchen
If