Branden på Børsen betød øget eksponering til Airtox-reklame
Et Airtox-banner har fået massiv mediedækning i forbindelse med branden på Børsen - og der er ikke ligefrem tale om dårlig omtale, vurderer branding-ekspert.
Branden på den knap 400 år gamle Børsen ødelagde store dele af den historiske bygning. Men udenom bygningen var det en anden historie.
For tilbage på stilladset, der omgiver den brændte bygning, hænger stadig store dele af et kæmpestort Airtox-banner med sloganet »Fear Nothing«.
Og netop reklamens position har betydet, at Airtox har været massivt eksponeret i både danske og udenlandske medier.
Eksponeringen har givet god reklameværdi til den danske producent af sikkerhedssko, der i forvejen er et af de firmaer i Danmark, som bruger flest penge på annoncer, vurderer Carsten Herholdt. Han er branding-ekspert og ejer The Brand Agency.
»Banneret - og dermed Airtox - eksponeres langt mere grundet den intense mediedækning. Det her vil ikke påvirke brandet negativt - ikke det mindste,« vurderer Carsten Herholdt.
Henrik Boe Wiingaard-Madsen, der er adm. direktør og hovedaktionær i Airtox, håber ikke at dækningen kommer til at betyde noget for deres brand.
»Vi tænker, at folk generelt er ret ligeglade med vores banner. Det er jo tabet af Børsen, det handler om,« skriver Henrik Boe Wiingaard-Madsen i et skriftligt svar.
På Google kan man se, at Airtox er et særdeles populært søgeord lige nu, og at der aldrig er søgt mere på det end nu. Søgninger på ordet ’Airtox’ og relaterede søgninger er alle i kraftig vækst, viser Google Trends.
»Budskabet på reklamen ”Fear Nothing” virker nærmest tragikomisk. Det stod jo skrevet op imod en truende røgbefængt himmel, hvor deres Batman-univers pludselig gik catwalk ind i kampen mod det onde,« siger Carsten Herholdt.
Sådan ser Henrik Boe Wiingaard-Madsen ikke på sammenspillet med reklamen og branden:
»Udover at være dybt berørte af selve katastrofen, blev vi kede af at blive vist og omtalt i nyhederne i forbindelse med denne tragedie. Det er jo noget af det værste, vi som et brand, der står for sikkerhed, kan komme ud for.«
Airtox er en af landet 10 største og mest omtalte annoncører. Ifølge Dansk Markedsføring brugte virksomheden 82 mio. kr. på markedsføring i Danmark i 2022.
Carsten Herholdt understreger også, at sikkerhedsskofirmaet i forvejen kører med en tårnhøj synlighed og er kendt for sin aggressive markedsføring.
»Det her er ikke et gennembrud for brandet - kynisk set, er det bare god timing, der trækker deres awareness op i ”top of mind” hos målgruppen,« siger Carsten Herholdt.
Airtox overvejede først ikke at kommentere på begivenhederne, da Henrik Boe Wiingaard-Madsen synes, at det var mest passende set i lyset af katastrofen.
»Men fordi vores banner på den brændende bygning hele tiden blev omtalt og vist på sociale medier og i nyhederne, valgte vi at kommunikere vores følelser i forhold til katastrofen,« siger Henrik Boe Wiingaard-Madsen.
Carsten Herholdt mener dog ikke, at Airtox behøver undervurdere den efterfølgende historiefortælling.
»De får muligheden for at græde med de grædende og indskrive deres brand i en historie, som har hele Danmarks bevågenhed.«.
Ved seneste regnskab i 2022 havde Airtox et overskud på 6,7 mio. kr. og en egenkapital på 32 mio. kr.

