Happy Helper går konkurs - men lever videre med nye ejere
Nye ejere vil bygge videre på populær platform, der går konkurs. De mener, at det kan skabe en overskudsforretning på en platform, der ellers kun har haft røde tal.
Der mangler ikke tiltro til en ellers blødende forretning fra de nye ejere af den populære platform Happy Helper.
Virksomheden, der udbyder rengøringshjælp på deres platform, er netop sendt i konkurs efter en rekonstruktionsproces. Men Handyhand kommer til at føre rengøringsplatformen videre. Det oplyser Handyhand.
»Vi har kunnet se, at Happy Helper har formået at skabe en utrolig stærk platform, hvor kunderne bliver ved med at købe rengøringshjælp,« siger Saxo Merrild Agdestein, der er hovedaktionær og adm. direktør i Handyhand.
Den nye ejer tilbyder selv serviceydelser på platformen Handyhand. Det er dog mere engangskunder, der køber alt fra hjælp til at samle et skab eller en bordtennistræner til sønnen.
»Vi har gjort os nogle værdifulde erfaringer med at bygge Handyhand op fra bunden med få ressourcer, som gør at vi har skabt en rigtig sund kerneforretning. Det er noget af den læring, vi kommer til at tage med i Happy Helper,« siger Saxo Merrild Agdestein.
Det er dog ikke planen i øjeblikket, at de to platforme skal smelte sammen.
»Det eneste, der kommer til at ske lige nu, er, at vi kommer til at fokusere på at skabe et bedre produkt og få bygget de funktioner, som Happy Helpers kunder og udbydere har efterspurgt.« siger Saxo Merrild Agdestein.
Han vil ikke oplyse, hvor meget det har kostet at overtage Happy Helper.
»Vi har betalt et beløb til de største kreditorer, som har været tilstrækkeligt til, at det har kunnet lade sig gøre. Vi er jo ikke de eneste, der har vist interesse, men vi er i hvert fald dem, der har givet det bedste bud,« siger Saxo Merrild Agdestein.
Happy Helper har ellers ikke ligefrem været en overskudsforretning. Der har kun én gang været et underskud, der var mindre end 2,9 mio. kr.
De tidligere ejere af Happy Helper, herunder Dennis Forchhammer, der var hovedaktionær, mister i forbindelse med konkursen deres investeringer. Saxo Merrild Agdestein er dog åben for, at de kan investere i selskabet igen.
»Det er grundlæggende af respekt for, at de har været med til at støtte et projekt og en industri, som vi tror rigtigt meget på. Så de får muligheden for at købe sig ind i projektet igen,« siger Saxo Merrild Agdestein.
Dennis Forchhammer indtræder da også som bestyrelsesmedlem i Happy Helper. Alle medarbejdere og leverandører forsætter i den nye konstruktion.
»Vi kan allerede nu se, at der er rigtig meget potentiale og mange lavthængende frugter, som vi kan gå ind og bygge videre på,« siger Saxo Merrild Agdestein.
Handyhand kom i sidste regnskab for 2022 ud med et underskud på lidt over 600.000 kr.

