Fortsæt til indhold

Engang var Henrik Fisker milliardær: I dag bliver hans aktier smidt af børsen

Fisker Inc. blev for en måned siden suspenderet fra fondsbørsen i New York. Mandag sker den endelige afnotering.

Henrik Fisker var engang milliardær på papiret gennem aktierne i Fisker Inc. I dag smides aktierne af fondsbørsen i New York. Foto: Mike Blake/Reuters
Erhverv

Danske Henrik Fiskers kriseramte bilfirma bliver mandag officielt afnoteret og smidt af fondsbørsen i New York.

Fisker-aktierne har været handlet på et »unormalt lavt« niveau og er derfor ikke længere egnet til handel på fondsbørsen.

Det fremgår af oplysninger fra det amerikanske børstilsyn SEC.

Afnoteringen kommer, efter at Fisker Inc. og handlen med selskabets aktier blev suspenderet for en måned siden.

Dengang i marts advarede Fisker om, at en afnotering kunne sætte en række negative begivenheder i gang.

Herunder at selskabet skal tilbagekøbe lån, og at det vil føre til mislighold af anden gæld, fordi Fisker ikke har tilstrækkeligt med penge til at betale.

»Som følge heraf kunne sådanne begivenheder have en væsentlig negativ indvirkning på vores forretning, driftsresultater og økonomiske forhold,« skrev Fisker Inc. den 25. marts om en mulig afnotering.

Fisker har ikke besvaret Finans’ henvendelser omkring den forestående afnotering og konsekvensen af den.

Tidligere har Fisker advaret om risikoen for at løbe tør for penge og gå i konkursbeskyttelse.

Siden den 25. marts har Fisker-aktien været handlet på OTC-markedet.

Her er aktien strøget op og ned til den nuværende kurs på 0,045 dollars. Det er et fald på 99 pct. i forhold til for et år siden.

I februar 2021 var selskabet 8 mia. dollars værd. I dag er det omtrent 50 mio. dollars værd.

Det vides ikke nøjagtigt, hvor meget topchef og stifter Henrik Fisker ejer af bilfirmaet.

Men tidligere har det i internationale medier været anslået til at være på omkring 20 pct. I december kaldte han sig selv en »signifikant aktionær« i Fisker på LinkedIn.

Så danskeren er på papiret gået fra at være mangemilliardær til en nu meget mindre formuende status.

René Tønder er selvstændig rådgiver i bilbranchen og har fulgt Fiskers krise på tæt hold.

Han mener, at selskabet har brug for kapital for at overleve, efter at en »stor bilproducent« sagde nej til at investere i Fisker for nylig.

»Det er åbenbart, at der ikke er aktører i branchen, som er interesserede. Så det skal være finansielle investorer. Og medmindre der er eksisterende långivere, som vil smide gode penge efter dårlige, så virker den mulighed også lukket. Og udstedelse af nye aktier er nu væk,« skriver René Tønder i en mail.

For nylig har Fisker dumpet priserne gevaldigt på sine biler. Formentligt som et forsøg på at skaffe hurtig likviditet. Det kan købe selskabet tid, selvom det koster dyrt, påpeger René Tønder.

»At sælge biler med tab er jo ikke en langsigtet løsning,« skriver han.

I midten af marts valgte Fisker at sætte sin produktion af biler på pause i seks uger, mens virksomheden finder ud af, hvad fremtiden byder på.

Artiklens emner
Bilbranchen
Fisker