Japansk by blokerer ikonisk udsigt for turister
En japansk by vil blokere udsigten til en ikonisk vulkan, efter landets turistbesøg slår millionrekord.
I den japanske by Fujikawaguchiko er der et særligt sted med en smuk udsigt til landets ikoniske vulkan, Fuji.
Men det er snart slut.
Byen har været et yndet turistmål, netop på grund af sin udsigt. Men nok er nok.
Japan sætter ifølge Time Magazine millionrekorder på turistområdet i år, og det har fået indbyggerne i byen til at sætte foden ned. Den ikoniske udsigt skal nu blokeres med en enorm, sort skærm – 2,5 meter høj og 20 meter bred. Det skriver nyhedsbureauet AFP.
Og ifølge mediet kommer byens reaktion, efter store forsamlinger af turister har skabt problemer med både affald og trafik i byen.
Japans turistbesøg i marts oversteg 3 mio. mennesker for første gang nogensinde.
Allerede sidste år udtrykte de japanske myndigheder bekymringer over den stigende turisme til Fuji-vulkanen. Og i år er der blevet iværksat flere tiltag for at begrænse turister i landet.
Blandt andet vil turister ifølge AFP fremover skulle betale et gebyr på 13 dollars svarende til 90 danske kroner for at bruge den mest populære vandrerute på Fuji. Samtidig har den japanske by Kyoto indført et forbud mod at turister færdes sig i byens små sidegader.
Time Magazine skriver, at Japans turister også satte forbrugsrekord i årets første kvartal. Udenlandske turister brugte ifølge mediet over 1,75 milliarder yen i de første tre måneder af 2024. Det svarer til omtrent 77 mia. danske kroner.
Til sammenligning brugte udenlandske turister ifølge Dansk Erhverv omtrent 70 mia. kr. i Danmark fordel på hele sidste år.



