Fortsæt til indhold

DR lander største milliardindtægt i fire år

Overskuddet skyldes blandt andet, at der er kommet mere statsstøtte og licens i kassen.

DR gik fra underskud til millionoverskud i 2023. Foto: Jonas Olufson
Erhverv

Danmarks Radio kom ud af 2023 med de største indtægter i fire år.

Samlet set havde DR sidste år en indtjening på mere end 4 mia. kr. Samtidig landede mediehuset et overskud på lidt over 67 mio. kr. – et noget andet billede end i 2022, hvor DR kom ud med et underskud på 26 mio. kr.

Det skriver Mediawatch.

Ifølge mediet skyldes sidste års overskud en stigning i indtægterne fra statstilskuddet og licenskronerne på over 230 mio. kr.

Samtidig brugte DR i 2023 færre penge på eksternt produceret indhold. Faktisk var udgifterne til eksternt indhold de laveste i fem år, skriver Mediawatch.

DR køber eksempelvis programmer som ”Alene i vildmarken” og ”Aftenshowet”, der produceres af eksterne produktionsselskaber.

Ifølge DR selv er overskuddet et resultat af, at inflation og fornyelse af aftaler ikke har haft så stor indvirkning på økonomien, som mediehuset havde forventet.

»Årets resultat afspejler, at der er styr på økonomien, og at DR står på et solidt fundament. Det er jeg meget tilfreds med,« lyder det fra DR’s bestyrelsesformand, Marianne Bedsted, i en pressemeddelelse.

Samtidig fremgår det af pressemeddelelsen, at DR’s øgede fokus på digitalisering får indvirkning på, hvordan danskerne kan tilgå DR’s programmer i fremtiden.

»I løbet af 2024 bliver det obligatorisk at logge ind på DRTV. Brugere, der ikke ønsker at logge ind, kan fortsat se DR’s flowkanaler på DRTV uden at logge ind,« lyder det fra mediehuset.

Artiklens emner
Mediebranchen
Medielicens