Topchef har lavet en "subtil ændring" på det største marked: »Det er dér, væksten kommer fra«
Jacob Aarup-Andersen har fortsat fokus stift rettet mod Kina på trods af en presset forbrugslyst.
Siden starten af året er Carlsberg kommet ind i 8 nye byer i Kina.
Dermed er det danske bryggeri nu til stede i 99 byer på sit største marked. Det er på trods af, at Carlsbergs Kina-strategi har gennemgået, hvad topchefen kalder en »subtil, men vigtig ændring« i Kina-strategien. Nemlig at fokus nu er rykket fra at nå flere byer til at vinde markedsandele, der hvor man er.
»Vi har nok egentlig tilføjet en 2-3 byer mere, end jeg regnede med,« siger topchefen.
Tirsdag leverede Carlsberg en handelsopdatering over årets første tre måneder. Den viste, hvad Carlsberg først og analytikere siden kaldte en »solid start på året.«
I et fladt øl-marked i Kina formåede Carlsberg at løfte sit salg med 5 pct. Det skete på bagkant af et »vellykket« kinesisk nytår, der normalt betegnes som Carlsbergs vigtigste begivenhed i det relativt beskedne første kvartal.
Med andre ord har Carlsberg taget markedsandele. Og det skal man fortsætte med, lyder vurderingen.
»Vi kommer til at fortsætte med at øge antallet af byer, men der er ikke længere nogen i Carlsberg, der måles på, om de åbner nok byer. Det er ikke et kriterie i sig selv,« siger Jacob Aarup-Andersen.
Carlsberg dækker over en halv milliard mennesker i Kina og det kinesiske marked er Carlsbergs største. Det er på trods af, at Carlsberg blot sidder på omtrent 9 pct. af det lukrative marked.
Mens Vestkina historisk har været Carlsberg-højborg, er fodfæstet ikke helt det samme i Central- og især Østkina, hvor markedandelene er nede i lave et-cifrede niveauer.
»Der er kolossalt potentiale i at få de byer op på vores nationale markedsandel på 9 pct,« siger topchefen.
Når Jacob Aarup-Andersen ser mod øst på det kinesiske landkort, er der en årsag.
»Når du ser de næste 5 til 10 år, så er det der, væksten kommer fra for Carlsberg.«
Der er både en pull og en push-effekt, når det kommer til nye byer, lyder det fra topchefen.
Der er altså byer, der kommer til ved, at Carlsberg trækkes ind med efterspørgsel fra restauranter eller supermarkedskæder, og der er byer hvor Carlsberg skubber sig ind baseret på data, der viser et modent marked.
Hvor mange byer Carlsberg skal være i i Kina, eller hvor stor markedsandelen skal være, vil Jacob Aarup-Andersen dog ikke sige.
»Vi kommer ikke til at give dig et mål, men jeg vil ikke være overrasket, hvis vi om et par år har 120 eller 130 byer. Det vil ikke være et problem.«
Det kinesiske fokus kommer på trods af, at Jacob Aarup-Andersen tirsdag kunne oplyse, at Carlsberg ser, at den kinesiske forbrugslyst fortsat er dæmpet. Det sker som følge af en nedtur i den kinesiske økonomi. Og Jacob Aarup-Andersen løftede ikke ligefrem forventninger til den kinesiske forbruger.
»Vi ser ikke, at forbrugerne i Kina kommer tilbage med stærkt momentum,« sagde han på et pressemøde efter handelsopdateringen.
Når Carlsberg forsøger at spå om, hvor det kinesiske ølmarked bevæger sig hen ad, er analysen klar fra topchefen.
»Det er en fortsat rejse mod lavere volumener, men højere værdi,« siger han.
Altså at kineserne køber færre, men dyrere øl. En bevægelse, der ligger i tråd med Carlsberg målsætning om at sælge flere af de dyrere dråber i sortimentet.
Som en modvægt til kinesiske udsving har Carlsberg tidligere fremhævet både Indien og Vietnam. Mens det indiske marked havde stærk fremgang, er det vietnamesiske hårdt ramt. Det var det i 2023, og det er fortsat i starten af 2024 med et fald i salget, viste handelsopdateringen.
Alligevel er tiltroen til det vietnamesiske intakt.
»Vi ser, at den vietnamesiske forbruger er hårdt ramt af Kinas økonomiske problemer. Markedet var nede sidste år, men det er en cyklisk effekt,« siger han.
Vietnam er i dag blandt verdens 10 største ølmarkeder, hvor der ifølge Carlsberg kommer 1,5 millioner nye øldrikkere, der kommer ind i populationen på årlig basis.
»Vi forventer, at når den cykliske nedtur er ude igen, så har vi en stor fortsat vækst foran os. Det er et super attraktivt.«



