Fortsæt til indhold

Tidligere kørte svindlerne galt med vilje. Nu har de fundet ny måde at snyde forsikringen

Forsikringsselskabet Allianz har oplevet en stigning på flere hundrede pct. i de nye svindelsager.

Et nyt svindelnummer har ramt forsikringsbranchen. Arkivfoto: Philip Davali.
Erhverv

Det er ikke noget nyt, at der findes folk, der forsøger at snyde deres forsikring for at tjene lidt ekstra.

Tidligere var forsikringssvindlerne nødt til at køre galt med vilje for at få fat i forsikringserstatning, men det har ændret sig.

Forsikringsselskabet Allianz beretter om, at en ny slags forsikringssvindel er i heftig stigning. Det skriver The Guardian.

Svindelnumrene går ud på, at svindlerne bruger apps til at manipulere billeder, så det ligner, at deres bil er blevet skadet uden egentlig at have fået en enkelt ridse. Og svindelnummeret har »alle tegn på at blive det seneste store fupnummer, der har ramt forsikringsbranchen« siger Allianz til The Guardian.

En konkurrent i forsikringsbranchen – Zurich UK – fortæller også mediet om en stigning i antallet af forsikringssager, hvor billedmaterialet er blevet manipuleret med billedsoftware.

Samtidig skriver The Guardian, at det nye svindelnummer er medvirkende årsag til, at gennemsnitsprisen på bilforsikringer i Storbritannien er steget med 33 pct. sammenlignet med sidste år.

Metoden er kendt som ”shallowfake”. Den adskiller sig fra de såkaldte ”deepfakes” – en måde at skabe falske billeder med kunstig intelligens.

Mens deepfake bruger kunstig intelligens til at ændre blandt andet ansigter og stemmer, er shallowfake en mere simpel og manuel manipulation, hvor svindlerne kan bruge programmer som Photoshop til at ændre deres billeder.

Artiklens emner
Forsikringsbranchen
Allianz