Fortsæt til indhold

Bavarian ser omsætning skrumpe fra lavere salg af storsællert, mens rejsevaccine vokser

Bavarian Nordics koppevaccine, der er selskabets storsællert, solgte i første kvartal for 344 mio. kr.

Erhverv
MarketWire

Det fremgår af vaccineselskabets regnskab, der er lagt frem onsdag morgen.

Vaccinen, der i USA markedsføres under navnet Jynneos og også kaldes Imvanex og Imvamune, solgte til sammenligning for 848 mio. kr. i første kvartal året forinden.

Koppevaccinen blev særdeles eftertragtet efter et udbrud af abekopper, mpox, tilbage i 2022. Siden da har flere lande løbende lagt ordrer for at sikre sig mod udbrud. Ordrerne lander dog i portioner, og derfor kan resultatet afvige fra kvartal til kvartal, og samtidig blive meget afgørende for det endelige årsresultat.

SALG AF NYE VACCINER

Blandt de øvrige vacciner løb salget Rabipur/Rabavert mod hundegalskab op i 235 mio. kr. i første kvartal, hvilket skal ses i forhold til 243 mio. kr. i samme periode året før. Under coronapandemien var salget hårdt påvirket, da vaccinen typisk bruges som rejsevaccine, men siden da har målet været at få genoprettet salget.

Vaccinen Encepur, der bruges mod vesteuropæisk flåtbåren hjernebetændelse, solgte i årets første tre måneder for 126 mio. kr. mod 87 mio. kr. i de tilsvarende måneder året før. Vaccinen fik særligt opmærksomhed i sommermånederne sidste år, da der i Danmark blev fundet tilfælde af netop TBE-virus, der spredes ved flåtbid.

I begyndelsen af 2023 købte Bavarian desuden en vaccineportefølje samt en vaccinekandidat fra amerikanske Emergent Biosolutions.

Salgstallene fra de to tilkøbte vacciner mod tyfus og kolera viste et salg på 54 mio. kr. i første kvartal af 2024.

OMSÆTNING SKRUMPER

Ser man for hele første kvartal kom Bavarian ud med en samlet omsætning på 831 mio. kr., som skal ses i forhold til 1252 mio. kr. i første kvartal 2023.

Samtidig endte driften, EBITDA, på 22 mio. kr. i de første måneder mod 481 mio. kr. i samme kvartal året før.

Bundlinjen viste et underskud på 114 mio. kr. for perioden mod et overskud på 376 mio. kr. i de samme måneder året forinden.

Artiklens emner
Bavarian Nordic