Storbritannien kæmper sig ud af recession
Den britiske økonomi er i bedring, lyder det fra den konservative regering, der fredag har kunnet fremvise væksttal for årets første kvartal.
Den britiske økonomi er ude af recession.
Det står klart med væksttallene for årets første kvartal, der viser, at den britiske BNP voksede med 0,6 pct. Det er den højeste vækstrate siden fjerde kvartal af 2021.
Det skriver BBC.
Storbritannien røg ind i en mild recession sidste år, da landets BNP faldt to kvartaler i streg.
Den britiske finansminister Jeremy Hunt fra det konservative parti kalder fremgangen for opmuntrende, og skriver på det sociale medie X, at der er bedring i den britiske økonomi.
»Efter en svær periode med pandemien og energikrisen er dagens tal bevis på, at økonomien vender tilbage til fuld styrke,« skriver han.
I en meddelelse på den britiske regerings hjemmeside lyder det fra landets statsminister Rishi Sunak, at inflationen har nået sit laveste niveau i to et halvt år.
Meddelelsen om, at den britiske økonomi nu har vokset sig ud af recessionen, kommer dagen efter, at Bank of England, den britiske centralbank, valgte at fastholde styringsrente uændret på 5,25 pct. Det markerede sjette rentemøde i træk med en uændret rente.
Ifølge centralbanksdirektøren Andrew Bailey er den britiske økonomi i bedring. Han fortalte torsdag, at det forventes, at den britiske inflation inden for et par måneder vil falde fra 3 pct. til målet om 2 pct.
Alligevel holdte centralbanken sig altså fra rentenedsættelser.
»Vi skal se yderligere bevis for, at inflationen vil blive nede før vi kan sænke renten,« sagde han efter mødet i en udmelding.

