Misser milliardindsprøjtning: Pensionskæmpers investering i naturprojekter går uden om Danmark
Mens advarselslamperne blinker over tilstanden i den danske natur, vil danske pensionskasser tjene penge på at genoprette vild natur i USA. Både naturorganisationer og pensionskasserne opfordrer de danske politikere til at komme på banen.
Danske pensionskasser er klar med en milliardinvestering til at genskabe den vilde natur, men pengene går i en stor bue uden om Danmark. Det sker, selv om Danmark lige nu er blandt Europas bundskrabere, når det kommer til at beskytte naturen og biodiversiteten.
»Det er brandhamrende ærgerligt,« siger Bo Håkansson, seniorrådgiver i Danmarks Naturfredningsforening.


