Fortsæt til indhold

Flere hundrede tidligere medarbejdere sagsøger flyselskab

Over 200 medarbejdere sagsøger flyselskab med anklage om, at selskabet hovedsageligt fyrede ældre medarbejdere under coronakrisen. Selskabet afviser at have brudt loven.

AP Photo/Ted S. Warren
Erhverv

Da coronakrisen ramte nedlagde flyselskabet Virgin Atlantic over 3000 stillinger og endte under pandemien med at miste mere end 40 pct. af sine 10.000 medarbejdere.

Over 200 medarbejdere sagsøger nu selskabet med anklagen om, at Virgin Atlantic i den periode primært fyrede ældre medarbejdere og beholdte yngre medarbejdere, der ikke får en lige så høj løn. Det skriver The Guardian.

Ifølge anklagen valgte flyselskabet at beholde medarbejdere, der havde helt ned til én uges erfaring i jobbet, mens ledere i alderen 45 år og op med over 20 års erfaring ikke havde et job at vende tilbage til, da corona-restriktionerne blev løftet.

Der er tale om objektive og lovlige fyringer uden bias, siger en talsperson til The Guardian.

»Som følge af den voldsomme påvirkning coronapandemien havde på flybranchen, måtte Virgin Atlantic træffe nogle meget svære beslutninger. Det betød desværre at nedlægge 45 pct. af alle stillinger i forretningen. Vores folk er utrolig vigtige for os – både dem, der har været med hos os siden 1984, og de helt nye. Gennem processen har vi været fast besluttede om at behandle alle vores folk retfærdigt og med medfølelse,« udtaler talspersonen til mediet.