Amerikansk restaurantkæde erklærer sig konkurs
Kendt amerikansk restaurantkæde har indgivet en konkursbegæring og lukker sine 578 restauranter. Den første restaurant blev åbnet i 1968.
Den kendte amerikanske restaurantkæde Red Lobster, der åbnede sin første restaurant i 1968, har indgivet en konkursbegæring. Det skriver CNN.
Virksomheden har mere end 1 milliard dollar, svarende til ca. 6,8 milliarder kr., i gæld og planlægger at sælge forretningen til sine långivere. I mellemtiden vil restauranterne blive lukket.
Med 578 restauranter i USA og Canada og 64 millioner kunder om året er Red Lobster ifølge mediet den største restaurantkæde med skaldyr i verden.
De økonomiske problemer skyldes blandt andet dårlig ledelse, øget konkurrence og inflation, lyder kritikken fra analytikere og tidligere medarbejdere ifølge mediet.
I 2014 blev restaurantkæden solgt af selskabet Darden Restauranter, der blandt andet ejer den kendte kæde Olive Garden, til virksomheden Golden Gate Capital for 2,1 mia. dollar. Siden 2020 har skaldyrsdistributøren Thai Union Group været den største aktionær i selskabet med en ejerandel på 49 pct.
Siden 2021 har Red Lobster haft fem forskellige direktører, og antallet af kunder er faldet med 30 pct. siden 2019, skriver CNN.



