Christian Brunsborgs FindLife går i luften med ny app
Christian Brunsborg ejer størstedelen af selskabet, som har indgået aftaler med flere danske festivaler.
Som barnebarn af Jysk-stifteren Lars Larsen har Christian Brunsborg iværksætteri i blodårerne.
Nu er Christian Brunsborg klar med lanceringen af et projekt, som har været flere år undervejs. Nemlig appen FindLife.
Kort og godt gør FindLife-appen det muligt at finde venner i dagligdagen, i bylivet og til store events.
De første aftaler er allerede lukket med festivalerne Distortion, Northside og Tinderbox.
»Vi er glade for at have etableret partnerskaber med nogle af Danmarks førende festivaler. Dette understreger, at vi er lykkedes med at skabe en app, der ikke kun kan forbedre folks sociale relationer i dagligdagen, men også kan forbedre deres oplevelse ved store events,« siger Christian Brunsborg, bestyrelsesformand i og majoritetsejer af FindLife, i en pressemeddelelse.
FindLife får sin ilddåb, da festivalerne Distortion, Northside og Tinderbox alle afvikles i løbet af maj og juni.
»Hvis man nogensinde har været på festival, kender man sikkert følelsen af at været blevet væk fra sine venner –det ser vi frem til at kunne være med til afhjælpe for vores publikum sammen med FindLife,« siger Jesper Stubkier, chef for partnerskaber i DTD Group, som står bag Northside og Tinderbox.
Det er mere end to år siden, at Christian Brunsborg stiftede selskabet bag FindLife sammen med forretningspartneren Anders Rank Jensen.
Først hed selskabet BarCompare. Senere ændrede det navn til FindLife. Siden har Christian Brunsborg og Anders Rank Jensen arbejdet på at skabe den app, som nu lanceres.
»Efter to års dedikeret udvikling er vi overbeviste om, at appen vil gøre det markant lettere at finde sine venner i sociale sammenhænge. Om det er i bylivet, til en festival eller til et event med mange mennesker, bliver det med FindLife nemmere at finde hinanden,« siger Anders Rank Jensen, direktør i FindLife.
Christian Brunsborg er søn af Jacob Brunsborg, som er Lars Larsens søn og nuværende bestyrelsesformand for familiekoncernen Lars Larsen Group.
I forbindelse med spaltningsprocessen om det nye ejerskab af Lars Larsen Group efter Lars Larsens død blev der overført værdier for 4,7 mia. kr. til selskaber ejet af Christian Brunsborg.
Udover at være iværksætter er Christian Brunsborg også glad for at køre racerløb, hvor han har deltaget i diverse løb rundt om i verden.

