Fortsæt til indhold

Kendt børnetøjsmærke reddet fra konkurs

For blot en måned siden blev selskabet bag børnetøjsmærket Pompdelux taget under konkursbehandling. Nu er selskabet reddet fra konkursen, oplyser ejerleder.

Marianne Hoffmann, ejer og direktør af PompdeLux, der sælger børnetøj. Virksomheden er blevet reddet fra konkurs. Foto: Katrine Marie Kragh
Erhverv

Det kendte børnetøjsmærke Pompdelux er blevet reddet fra konkurs.

Det fremgår af en pressemeddelelse, som ejerleder Marianne Hoffmann Dyrbøl har sendt ud fredag eftermiddag.

»Jeg er både glad, beæret og ydmyg over at kunne meddele, at det, sammen med investorer, er lykkedes mig at redde Pompdelux ud af konkursens kløer og sikre, at brandet forbliver i de bedste hænder,« skriver hun i pressemeddelelsen.

I april kunne Finans ellers fortælle, at selskabet bag Pompdelux var blevet taget under konkursbehandling, og hjemmesiden lagt ned.

Samtidig blev kunder opfordret til ikke at sende varer retur. Dengang forklarede Marianne Hoffmann Dyrbøl, at det først var corona-pandemien og dernæst en tilbageholdenhed hos forbrugerne, der havde skubbet børnetøjsfirmaet udover kanten.

»Den seneste tid har været hård og hjerteskærende, hvor især det at skulle sige farvel til mange dygtige og dedikerede medarbejdere, der har været en stor del af mit liv i mange år, har påvirket mig meget,« skriver Marianne Hoffmann Dyrbøl i pressemeddelelsen.

Men nu er redningen altså kommet fra investorer, der giver mulighed for at drive selskabet videre.

Til Finans fortæller Marianne Hoffmann Dyrbøl, at hun kender de nye investorer i forvejen.

»Der er tale om nogle af mine samarbejdspartnere, altså producent til Pompdelux, som er kommet med om bord,« siger huin

Men hvem og hvor mange, der har investeret i virksomheden, eller hvor mange penge, der er skudt i Pompdelux, vil hun ikke fortælle endnu.

»Vi forventer, at den endelige ejerstruktur kommer på plads om et par dage. Jeg kommer også til at indgå i ejerkredsen.«

I pressemeddelelsen oplyser Pompdelux, at det er et markant ændret marked i dag, sammenlignet med dengang virksomheden blev grundlagt for 18 år siden. Blandt andet nævner Marianne Hoffmann Dyrbøl den kinesiske handelsplatform Temu som en stor udfordrer med »fordelagtige spilleregler,« der indtager det europæiske marked.

Forbrugernes ændrede behov og adfærd, betyder, at der skal ændres på Pompdelux, lyder det.

Pompdelux har tidligere benyttet sig af salgskonsulenter, der har været den tætte forbindelse til kunderne. Men den struktur bliver ændret med det nye setup, fortæller ejerlederen. Der er nemlig behov for at reducere vejen fra producent til kunderne.

»Forbrugerne har ændret behov. Det skal være nemmere at handle ved Pompdelux og være mere direkte,« siger hun.

Det har været en omkostningstung struktur, der har været ramt af ændrede forbrugsmønstre, lyder det.

»En konsulent i dag, er nok nærmere en influencer i morgen. Det er en konvertering i den retning. Det er mere convenient og mere online-fokuseret,« siger Marianne Hoffman Dyrbøl.

Pompdelux nye hovedsæde flytter med genskabelsen af brandet til København fra Hinnerup tæt ved Aarhus.

»Det skaber fordele på driften i forhold til nogle af dem, jeg indgår samarbejdet med,« siger hun.

I pressemeddelelsen skriver børnetøjsmærket, at det efter planen vil kunne tilbyde børnetøj via en ny webshop i løbet af efteråret.

Pompdelux var i en årrække en stor succeshistorie med masser af indtjening og ansatte på kontoret i østjyske Hinnerup.

Forretningen toppede i 2011/2012, hvor overskuddet efter skat lød på 34,2 mio. kr.

Siden fulgte en række millionoverskud indtil 2021/2022 regnskabet, der bød på det første tab og blev efterfulgt af et massivt underskud på 20,6 mio. kr. sidste år.

Marianne Hoffmann Dyrbøl stiftede PompdeLux i 2006 sammen med Pia Holmen Møller, der blev købt ud i sommeren 2015. Det kunne ses på Pia Holmen Møllers personlige holdingselskab i regnskabsåret 2014/2015, hvor hun havde et ekstraordinært stort overskud på 62 mio. kr.

Siden har ejerskabet af Pompdelux alene været i hænderne på Marianne Hoffmann Dyrbøl. Hun står stadig som eneejer i CVR-registret.