Advokat politianmeldt efter skjulte optagelser
En advokat med kontor i København er blevet politianmeldt på baggrund af oplysninger i TV 2-dokumentar.
Advokatrådet har nu på baggrund af TV 2-dokumentaren ”Den Sorte Svane” politianmeldt advokaten Lise Roulund.
Det oplyser formand for Advokatrådet Martin Lavesen til TV 2.
»Jeg kan sige, at vi i dag har foretaget en politianmeldelse af Lise Roulund. Alene baseret på de ytringer og handlinger, der bliver vist i dokumentaren,« siger han til TV 2.
Advokatrådet, som er bestyrelsen for Det Danske Advokatsamfund, har til opgave at føre tilsyn med alle advokater i Danmark.
Anmeldelsen går ifølge Martin Lavesen på mistanker om medvirken til hvidvask og overtrædelse af udlevering af fortrolige oplysninger.
I en dokumentar på TV2 ser Lise Roulund nemlig ud til at overtræde nogle af de mest basale regler for advokater. Det gælder bl.a., hvad man må bruge en klientkonto til, og om en advokat må medvirke til, hvad der ligner ulovligheder herunder, at hun i mere end et år har lagt konto til en Bandidos-rockers hvidvask. Sideløbende har hun angiveligt også været advokat for rockeren.
Finans har forsøgt adskillige gange at få kontakt med Lise Roulund, men hun reagerer ikke på mails, og de ansatte på hendes kontor kan ikke skabe forbindelse til hende.



