Skatepro forsætter millionnedtur i nyt regnskab
Det danske Skatepro, der sælger actionsportsudstyr i hele verden, må igen se sin omsætning falde med mange hundrede millioner. Coronakrisen satte sine positive spor i omsætningen, der nu bliver vekslet til millionnedtur.
De ændrede vaner hos forbrugerne under coronakrisen gav nogle virksomheder vind i sejlene.
Men nedturen kan være lige så stejl, når forbrugerne vender tilbage til normalen. Skatepro er et af de firmaer, der har set sin omsætning blive mere end halveret de seneste to år.
Webshoppen, der sælger skaterudstyr til virksomheder og forbrugere, startede egentligt som et hobbyprojekt i 1990’ernes første bølge af internetshops i Danmark, men kunne under coronakrisen vokse til en virksomhed, der omsatte for 748 mio. kr.
»Vi havde jo egentligt en god forventning til 2023, men der blev vi jo lidt skuffet igen og tog et yderligere dyk ned. Den manglende omsætning har i den grad sat sit præg på året,« siger Carsten Schmidt, der er adm. direktør og medejer af Skatepro.
Omsætningen ramte nemlig et nyt lavpunkt sidste år med 262 mio. kr. Det viser deres netop offentliggjorte regnskab.
»Der har været en kæmpestor kunstig efterspørgsel under corona, som både har gjort, at en masse forbrugere har købt ind af skaterudstyr, men også at lagrene er blevet bygget op rundt omkring. Så nu er efterspørgslen bare faldet markant, samtidigt med at udbuddet stadig er stort. Det har sat sig i omsætningen,« siger Carsten Schmidt.
Han mener derfor heller ikke, at det har noget specifikt med deres virksomhed at gøre, at faldet i omsætningen har været så markant - folk er bare begyndt at tage på ferie i udlandet i stedet for at hoppe på trampolin i haven eller kører på rulleskøjter på vejen.
»Det har været generelt over hele action-sportsbranchen, at virksomheder har været ramt af dalende omsætning. Det hører vi jo også fra producenterne og forhandlerne rundt omkring i Europa,« siger Carsten Schmidt.
Skatepro har også formået at begrænse skaden fra 2022. For selvom omsætningen er faldet fra 421 til 262 mio. kr., så er de røde tal ikke helt så røde som året før. Der er nemlig blevet skåret 18 mio. kr. af underskuddet i 2023, der endte på 10 mio. kr.
Det er særligt besparelser på husleje og løn, der givet et mindre underskud.
»Vi har jo formået at tilpasse os ret hurtigt i løbet af 2023. Vi får trykket på de knapper, der skal trykkes på, da vi kan se, at omsætningen overhovedet ikke bliver det, vi havde regnet med,« siger Carsten Schmidt.
Det har da også været nødvendigt at fyre medarbejdere både i 2022 og 2023 i takt med at omsætningen er faldet drastisk.
Der er også taget et indhug i egenkapitalen, der dog voksede betydeligt i 2020 og 2021, hvor overskuddet lød på 55 og 45 mio. kr. Egenkapitalen var således på sit højeste 122 mio. kr., men er i dag nede på 84 mio. kr.
Forventningen til fremtiden er dog stadig optimistiske - selv med det lettere konservative bud Skatepro har på, at omsætningen kommer til at vokse med 8 mio. kr.
»Vi har jo lært rigtig meget af den her process, og jeg er overbevist om, at i år bliver året, hvor vi vender igen. Når vi kommer ind i 2025, så er jeg helt sikker på, at vi kommer til at stå stærkere end nogensinde med den læring, vi har gjort os i den her nedtur,« siger Carsten Schmidt.
Skatepro blev i 2006 stiftet som et ApS af Jakob Høy Biegel, der var med til at starte virksomheden i 1990’erne, imens han læste til ingeniør. I dag er han stadig hovedanpartshaver i selskabet, men overlod direktørstolen til Carsten Schmidt i 2019.


