Storbank hacket: It-kriminelle kræver millioner for ikke at sælge fortrolige kundeoplysninger
It-kriminelle har hacket storbanken Santander og vil sælge kundeoplysninger til højest bydende – startprisen ligger angiveligt på knap 14 mio. kr.
Storbanken Santander, der beskæftiger mere end 200.000 medarbejdere på verdensplan, er blevet ramt af et hackerangreb. Det skriver BBC og The Guardian.
Hackerne vil ifølge The Guardian sælge fortrolige oplysninger vedrørende både medarbejdere og kunder til højestbydende. Startprisen ligger på 2 millioner dollar, svarende til knap 14 millioner kroner.
Santander bekræfter over for medierne, at data er blevet stjålet og undskylder for »den bekymring det forståeligt nok vil skabe«, og tilføjer, at banken arbejder på at kontakte kunder og medarbejdere, der direkte er blevet påvirket.
En undersøgelse af hackerangrebet har indtil videre påvist, at hackerne har fået adgang til oplysninger om bankkunder og tidligere medarbejdere i Spanien, Chile og Uruguay, skriver BBC på baggrund af en meddelelse fra Santander.
Banksystemerne er upåvirkede af angrebet, og kunderne kan trygt benytte sig af dem, lyder det ifølge mediet fra banken.
I et forum for hackere har en gruppe ved navn »ShinyHunters« skrevet, at de er i besiddelse af 30 millioner kunders bankoplysninger, 6 millioner kontonumre, oplysninger om 28 millioner kreditkort og oplysninger om medarbejdere fra HR-afdelingen.
Det er dog ikke blevet bekræftet af Santander.
Hackergruppen »ShinyHunters« har tidligere solgt data fra virksomheden AT&T, og gruppen påstår også at være i gang med at sælge privatdata fra Ticketmaster.
Ticketmaster blev fornylig hacket, og »ShinyHunters« påstår at ligge inde med data om 560 millioner kunder – blandt andet navne, adresser, telefonnumre og kreditkortoplysninger.
Hackerne forlanger ifølge BBC 500.000 dollar i bytte for ikke at sælge oplysningerne.



