Lavprisflyselskaber får kæmpe bøder for at pålægge passagerer ekstra gebyrer
Den spanske regering giver flyselskaber som Easyjet og Ryanair store bøder efter klager om ekstra ”grove” gebyrer.
Lavprisflyselskaberne er gået for langt i forhold til de ekstra gebyrer, de pålægger passagerer.
Det mener den spanske regering, der har kvitteret for de mange ekstra gebyrer med bøder for et samlet beløb på 150 mio. euro, svarende til ca. 1,1 mia. kr. Det skriver The Guardian.
Efter en undersøgelse blev iværksat sidste sommer, er regeringen nu kommet frem til en sanktion mod flyselskaberne Easyjet, Ryanair, Vueling og Volotea. Undersøgelsen kom i stand efter klager fra en forbrugerorganisation, der kaldte gebyrerne for en ”grov praksis”.
Regeringen undersøgte også en ”manglende gennemsigtighed” i forhold til gebyrerne og den samlede pris, kunderne ender med at betale.
Udover bøderne må flyselskaberne ikke længere pålægge passagerer ekstra gebyrer for carry on-bagage eller gebyrer for at reservere sæder ved siden ad hinanden for børn eller andre passagergrupper, der kunne have behov for assistance fra andre.
Organisationen The Spanish Airline Association har kaldt beslutningen ”ude af proportioner” og overveje at klage over afgørelsen, da organisationen ikke mener, flyselskaberne bryder loven.
Præcis, hvor store bøder hvert selskab er blevet pålagt, er uvist.



