Fortsæt til indhold

Renter på boliglån tog stort dyk i maj måned - og meget tyder på, at det fortsætter

Kommende boligkøbere kan godt glæde sig over den verserende priskrig mellem de danske banker.

Priskrig mellem bankerne betyder, at det lige nu er uhyre billigt at låne til ejerbolig - i hvert fald på rentefronten. Arkivfoto.
Erhverv

De danske banker har lige nu gang i en større priskrig i kampen om kunder, der gerne vil låne til bolig.

Og det betyder, at renterne falder som aldrig før.

Det viser en ny statistik fra bankportalen Mybanker.

Renterne på boliglån faldt i maj måned mere end det nogensinde er blevet målt i statistikkens historie, som startede i 2019.

»Bankerne har gradvist meldt sig ind i priskrigen på boliglån, og derfor er det ikke overraskende, at der er særligt store forskelle på de tilbudte renter i maj. Det viser jo, at man som bankkunde skal huske at indhente tilbud fra mere end en bank, for der kan være rigtig mange penge at spare ved at se sig om. Særligt lige nu, hvor der er store bevægelser i markedet,« forklarer Jens Hjarsbech, der er cheføkonom i Mybanker, i en pressemeddelelse.

I maj måned faldt den gennemsnitlige rente på boliglån til 6,1 pct. Det svarer til et fald på ca. 0,5 procentpoint.

Og ifølge Jens Hjarsbech skal de danskere, der overvejer at låne til bolig, ikke være bange for, at vi har nået toppen af rentefald endnu.

»Jeg forventer endda at se yderligere fald i juni, for priskrigen har haft en dominoeffekt, hvor flere og flere banker løbende har meldt sig ind i kampen gennem hele maj måned. Derfor har vi slet ikke set den fulde effekt i vores data for maj. Læg dertil en mulig effekt af, at ECB med stor sandsynlighed sænker renten på torsdag, hvilket kan få de resterende banker til at følge med ned i juni,« understreger han.

Priskrigen har primært været centreret omkring lån til ejerboliger, men også renten på lån til andelsboliger falder så småt. Dog ikke tilnærmelsesvis i lige så stor skala som lån til ejerboliger.