Fortsæt til indhold

Tidligere direktør får 40 dage i spjældet for insiderhandel for 7.383 kroner

En tidligere direktør i Danhaus får 40 dages ubetinget fængsel for at have insiderhandlet i Huscompagniet i 2022. Det afgjorde Vestre Landsret tirsdag. Kursgevinsten blev 7.383 kr., men han solgte aldrig aktierne.

Vestre Landsret sænkede tirsdag en fængselsstraf for insiderhandel - fra 60 til 40 dages ubetinget til en mand for insiderhandel. Foto:Ulrich Borch
Erhverv

En erhvervsmand fik tirsdag en ubetinget fængselsdom på 40 dage for insiderhandel i Huscompagniet.

Straffen blev nedsat fra 60 dages ubetinget fængsel, som Retten i Herning tildelte ham i september.

Men konfiskationen er den samme: 7.383 kr., som er den kursgevinst. han kunne have sikret sig.

Han solgte dog ifølge sin advokat aldrig aktierne, og siden insiderhandlen i april 2022 er aktien i Huscompagniet faldet fra godt 100 kr. per styk til en kurs tirsdag på lige over 59 kr.

»Min klient er naturligvis tilfreds med, at straffen blev nedsat. Men ellers har vi ingen kommentarer,« siger Anders Nemeth, der er mandens advokat.

Vestre Landsret skulle tirsdag alene tage stilling til straffen.

Manden var direktør i Danhaus og vidste derfor i april 2022, at selskabet Danhaus Production med en fabrik i Esbjerg var ved at blive solgt til Huscompagniet for 90 mio. kr. Den 22. april 2022 ville meddelelsen gå ud.

Den 21. april henvendte han sig til Sydbank og bad banken købe aktier i Huscompagniet for 200.516 kr. til kurs 104,16.

Af en udskrift af en telefonsamtale med en bankrådgiver i Sydbank fremgår det, at han forventede, at aktierne ville stige dagen efter.

»I morgen der ringer jeg og sælger dem igen. Der koster de 110,« sagde manden til bankrådgiveren.

De steg dog kun til kurs 108. Men han misbrugte ikke desto mindre sin interne viden til at købe aktierne med henblik på en kursgevinst.

Manden har forklaret, at han ikke gik efter kursgevinsten, men alene ville sikre sig nogle aktier, fordi det ikke var muligt efterfølgende at få medarbejderaktier i Huscompagniet.

Bortset fra at sænke fængselsstraffen fra 60 dage til 40 dage stadfæster landsretten dommen fra Herning. Her stod i dombogen i 19. september 2023:

»Det forhold, at tiltalte har forklaret, at han købte aktierne, fordi han ønskede at eje aktier i selskabet, da han regnede med at fortsætte som fabriksdirektør, kan ikke føre til andet resultat,« forklarede dommerne i byretten.

»Tiltalte har således udnyttet den viden, han havde, i forbindelse med købet af aktierne den 21. april 2022,« står der i den dom, som tirsdag blev stadfæstet.

At en handel på et så relativt lille beløb kan føre til fængselsstraf skyldes, at de danske domstole har besluttet at slå hårdt ned på folk, der vil snyde de øvrige investorer i aktiemarkedet.

»Som anført i Højesteretsdom af 16. september 1997 er ubetinget frihedsstraf i almindelighed påkrævet i tilfælde af insiderhandel for at modvirke denne form for kriminalitet,« forklarede dommerne i byretten i Herning.

Artiklens emner
Kriminalitet