Fortsæt til indhold

Jysk lufthavn lander nyt kæmpeunderskud og er tæt på at løbe tør for penge

Aarhus Airport arbejder på at finde en investor, og nu er der nyt om bestræbelserne.

Aarhus Airport har investeret masssivt i en modenisering og ombygning de seneste år som led i en strategi, der skal tredoble passagertallet. Foto: Martin Thomas Ford.
Erhverv

Den økonomisk plagede lufthavn, Aarhus AIrport, er endnu en gang kommet ud af året med et underskud og nærmer sig nu akkumulerede tab på 500 mio. kr., siden den blev omdannet til et aktieselskab i 2000.

I en pressemeddelelse oplyser lufthavnen, at underskuddet for 2023 blev på 83 mio. kr. - en anelse mindre end 2022.

Bestyrelsen betegner ikke desto mindre resultatet som tilfredsstillende og planmæssigt, eftersom der de seneste år er blevet investeret massivt i en omfattende modernisering af lufthavnen, der blandt andet har fået sit eget hotel.

»Der er intet overraskende i tallene. Bestyrelsen følger den vedtagne forretningsplan. Vi arbejder målrettet for at tiltrække nye ruter til lufthavnen og nå vores ambition om at tredoble antallet af gæster inden udgangen af 2029. Det kræver store investeringer i både anlæg og ressourcer at geare lufthavnen til at håndtere mere end 1,5 millioner passagerer, og vi forventer at være i mål med sidste del af totalmoderniseringen i 2025,« siger Lars Dige Knudsen, der er bestyrelsesformand for Aarhus Airport.

Det er lufthavnens målsætning at nå 1,5 mio. passagerer om året i 2029 svarende til næsten en tredobling. Aarhus Airport har da også haft voksende passagertal efter corona, og antallet i 2023 er det højeste i over 10 år. Til gengæld er det faldet i de første fem måneder af 2024.

Lufthavnen har haft underskud i alle år på nær tre siden 2000, og den fik senest fyldt kassen fra de tre kommunale ejere, hvoraf Aarhus Kommune er den klart største, i 2022. Aarhus indskød dengang 180 mio. kr., og det blev i samme forbindelse aftalt, at lufthavnen skulle skaffe en privat investor, der kunne komme med yderligere penge.

Det har vist sig sværere end forventet, men nu oplyser lufthavnen, at man er kommet så langt i dialogen med en potentiel kommende ejer, at der er tildelt eksklusivitet med henblik på genenmførelse af en due dilligence, og at der forventes en afklaring i løbet af efteråret.

Lufthavnen har tidligere meldt ud, at den vil løbe tør for penge i løbet af fjerde kvartal, hvis den ikke får tilført nye penge.

Bestyrelsen forventer, at der først i 2026 vil være sorte tal på bundlinjen.