Fortsæt til indhold

Make Influence risikerer konkurs et år efter millionsalg

Det gik ikke helt som forventet, da Make Influence sidste år slog pjalterne sammen med virksomheden Custimy.

Rasmus Bruus Larsen (tv) og Custimy-stifterne Martin Navne og Kristoffer Degn (th) slog pjalterne sammen i 2023. Og det betød undergang for Make Influence. Foto: PR.
Erhverv

Det er kun lidt over et år siden, at den ledende influencerplatform Make Influence blev solgt til software-virksomheden Custimy for et tocifret millionbeløb.

Dengang var fremtidsforventningerne store. Nu er selskabet imidlertid taget under konkursbehandling.

Det bekræfter Make Influences adm. direktør, Rasmus Bruus Larsen.

Konkursbegæringen kommer i kølvandet på Custimys egen konkurs i starten af maj.

Dengang forsikrede Rasmus Bruus Larsen om, at konkursen absolut ikke betød, at Make Influence også ville dreje nøglen om.

Men nu har piben altså fået en anden lyd.

»Det her sker efter en hård kamp for at eliminere den gæld, der blev stiftet under vores sammenlægning med Custimy« fortæller Rasmus Bruus Larsen i et opslag på LinkedIn og fortsætter:

»I bagklogskabens lys fortryder jeg ikke at have udvist den fornødne omhu i undersøgelsen af virksomhedens sundhed [...], hvilket i sidste ende har ledt til dette udfald.«

Det er ledelsen, der selv har begæret Make Influence konkurs. Årsagen er ganske enkelt, som forklaret, den gæld, Make Influence blev en del af, da selskabet blev købt af Custimy.

Der er imidlertid allerede nu fundet en køber til aktiverne i selskabet, oplyser stifteren.

»Trods vores eget bud på platformen og på at sikre alle influencernes gæld, har en kunde gennem lang tid fået lov at overtage aktiverne med et bedre bud,« forklarer Rasmus Bruus Larsen.

Det er altså med tung hjerte, at han giver stafetten videre.

Men han har trods alt ikke mistet lysten til at kaste sig ud i nye projekter. Og dette kan - trods dårlige erfaring med Custimy - meget vel blive i selskab med stifteren af Custimy, nemlig Kristoffer Fløjstrup Degn, oplyser han.

Artiklens emner
Custimy
Make Influence