Ny discountkæde i Danmark hiver første millionoverskud hjem
Allerede to år efter den første Big Dollar-butik åbnede i Danmark, kan discountkæden præsentere et millionoverskud.
Med sloganet »mighty fine prices - every day« har danskerne i omkring to år kunnet købe alverdens billige produkter i lavpriskæden Big Dollar.
Og Big Dollar har vist sig at være big business.
Efter kun to års aktiviteter i Danmark har kæden allerede genereret et solidt overskud på 4 mio. kr. i regnskabsåret 2023/2024.
»Vi er glade over den start, som vi har fået i Danmark med Big Dollar, og at kunderne elsker det, vi tilbyder. Nu ser vi frem mod at fortsætte med at udvikle og udvide Big Dollar, blandt andet med butiksåbninger i Randers og Grenå i slutningen af året,« siger adm. direktør Anders Kind i en skriftlig kommentar.
Året før, hvilket var det første år med butiksåbninger og egentlige aktiviteter, endte i et underskud på 914.000 kr. I stiftelsesåret 2021 var der kun enkelte udgifter til løn og endnu ingen omsætning. Derfor sluttede det korte regnskabsår med et lille underskud på beskedne 4.000 kr.
Selvom sloganet, konceptet og navnet kunne lyde amerikansk, så er kæden faktisk svensk. Ahlberg Dollarstore åbnede sine første svenske butikker i 1999 og sælger for milliarder i deres mere end 100 svenske butikker.
På den anden side af Øresund går kæden under navnet Dollarstore, men det navn var allerede taget i Danmark, da man for tre år siden startede den danske udvidelse. Derfor går milliardkæden herhjemme under navnet Big Dollar.
Lavpriskæden sælger alt fra haveudstyr, boliginteriør og dagligvarer til kosmetikprodukter og personlig pleje. Sortimentet består primært af egen import fra Asien eller indkøb gennem en række europæiske grossister, hvilket holder priserne nede.
Den danske gren har i dag fem butikker i henholdsvis Næstved, Brønderslev, Hjørring, Holbæk og Frederikshavn.
Butikkerne er minimum 3.000 kvadratmeter og er placeret nær indfaldsveje i butiksområder med byggemarkeder, outlet-butikker og kæder som Biltema, Jysk, Elgiganten og T. Hansen.
Dollarstore fortalte sidste år til Finans, at man »sagtens kan få plads til 50 butikker i Danmark« inden for en periode på tre til fem år.

