Garantifonden taber retssag og sender trecifret millionregning videre til forsikringskunder
Lige lidt hjalp det tidligere kunder i det konkursramte forsikringsselskab Alpha Insurance, at Garantifonden lagde sag an mod boet. Nu er regningen blevet endnu større.
En dom, der længe har været under opsejling, er nu faldet. Og det blev en dyr en af slagsen.
Garantifonden for Skadeforsikringsselskaber, der i første omgang lagde sagen an, står nu til at skulle punge et trecifret millionbeløb ud - men meget tyder på at regningen ender hos de danske forsikringskunder.
Der er tale om en afgørelse i en langvarig konflikt mellem Garantifonden og konkursboet efter det krakkede forsikringsselskab Alpha Insurance.
Sagen drejer sig kort fortalt om, at Garantifonden mente at have forlodsret forud for øvrige kreditorer i boet. Altså at komme forrest i rækken, når der skulle deles penge ud til de kreditorer, der har udestående med Alpha Insurance.
Det nægtede kurator Boris Frederiksen.
Garantifonden, hvis opgave er at hjælpe forsikringstagere, når et skadeforsikringsselskab går konkurs, lagde derfor sag an mod den kendte advokat.
Men lige lidt hjalp det.
I en ny afgørelse erklærer Sø- og Handelsretten sig nemlig enig med Boris Frederiksen.
Garantifonden kan derfor nu lægge de 1,5 mio. kr., der skal betales i sagsomkostninger, oven i den i forvejen gigantiske regning efter forsikringsselskabets konkurs.
Men det er ikke det eneste.
Ifølge Økonomisk Ugebrev kommer dette nederlag til at koste fonden samlet set 155 mio. kr.
Et svimlende beløb »som i sidste ende skal betales af danske forsikringskunder,« skriver Morten W. Langer, ansvarshavende chefredaktør på Økonomisk Ugebrev.
Han kalder i samme ombæring sagen for spektakulær, fordi netop Boris Frederiksen og Garantifonden som regel står på samme side, når konkurserne rammer.
Men fordi at Garantifonden er den største kreditor i Alpha Insurance, så er det også den, der mister penge, hver gang Boris Frederiksen skal honoreres. Og der er ikke tale om småbeløb.
Allerede i 2022 var Boris Frederiksen salær oppe at runde de 100 mio. kr. for sit arbejde som kurator på hhv. Alpha Insurance og et andet krakket forsikringsselskab, nemlig Qudos Insurance, som Garantifonden i øvrigt også er den største kreditor på.
Her ligger der en lignende retssag og ulmer, og taber Garantifonden også denne, så mener Morten W. Langer, at den samlede regning kan nå helt op på omkring 450 mio. kr.
Garantifonden, der har hensat 3,5 mia. kr. til oprydningen efter konkurserne i Qudos og Alpha Insurance, har endnu ikke taget stilling til, hvor vidt man vil anke dommen til Landsretten.



