Nordic Waste-ejer dropper klimafond – vil redde de danske fjorde i stedet
Det har vist sig sværere end forventet at lave en klimafond, lyder det fra USTC, som nu donerer 50 mio. kr. til en fjordfond i stedet.
Milliardærfamilien bag den fallerede miljøvirksomhed Nordic Waste har opgivet planerne om at etablere en klimafond på 500 mio. kr. og vil i stedet bruge 50 mio. på at redde de danske fjorde.
Det oplyser USTC, der er ejet af Torben Østergaard Nielsen og hans to døtre, Mia Østergaard Rechnitzer og Nina Østergaard Borris, i en pressemeddelelse fredag.
»Det er ingen hemmelighed, at vi havde en ambition om at rejse 500 mio. kr. ved at samle aktører på tværs af brancher, men det har vist sig sværere end forventet i forhold til fondsjura, og der var udsigt til en langvarig proces, hvis det skulle lykkes. Vi ønsker at få vores donation ud og virke hurtigt, og derfor er jeg glad for, at det nu kan lade sig gøre med Fjordfondens oprettelse,« udtaler Mia Østerggaard, der har titel af Chief Governance Officer i USTC.
Planerne om at lave en klimafond på 500 mio. kr. blev lanceret i forlængelse af skandalen om jordskreddet på Nordic Waste i Ølst ved Randers, som USTC var hovedaktionær i via firmaet SDK Freja.
Nordic Waste gik konkurs i januar 2024, efter at virksomheden forgæves havde forsøgt at inddæmme et jordskred, der var kommet ud af kontrol, hvorefter Randers Kommune måtte overtage oprydningsarbejdet.
USTC kaldte jordskreddet en naturkatastrofe, hvilket senere blev afvist af De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark & Grønland – GEUS, og virksomheden annoncerede en fond, der skulle »fokusere på utilsigtede konsekvenser af klimaforandringer i Danmark«.
»Målet er at støtte projekter, der bidrager med viden, klimatilpasningstiltag og naturgenopretning. Derudover skal borgere, der uforskyldt bliver ramt af klimarelaterede fænomener også kunne søge støtte,« lød det i januar fra USTC.
Virksomheden forpligtede sig til at donere 100 mio. kr. i 2024, hvoraf halvdelen skulle gå til borgerne i Ølst, og ambitionen var at rejse 500 mio. kr. i alt inden for fem år.
De første 50 mio. kr. er allerede udbetalt til en støtteforening under Ølst Borgerforening, men nu er tankerne om en klimafond på 500 mio. kr. altså opgivet til fordel for en fjordfond, som USTC donerer 50 mio. kr. til.
»Vi har valgt at stifte en fond med fokus på de 20 fjorde i Danmark, som er blevet udpeget som akutte indsatsområder, da vi her reelt kan gøre en forskel for at genoprette balancen i de danske fjorde, som har alvorligt behov for handling,« udtaler Mia Østergaard Rechnitzer i pressemeddelelsen.
Det har ikke været muligt at få et interview med Mia Østergaard Rechnitzer, men i en række skriftlige svar oplyser hun, at 50 mio. kr. var for lidt til at gøre en forskel ved klimaforandringerne, men nok til at betyde noget for genopretningen af de danske fjorde.
På spørgsmålet om, hvad en fjordfond har med jordskreddet og klimaforandringer at gøre, svarer hun:
»Vi er klar over, at det er to forskellige emner. Stiftelseskapitalen i en fond skal som nævnt matche opgavens omfang, og der er fonden ganske enkelt ikke stor nok til at kunne gøre en reel forskel på klimaforandringerne. Vi har så i stedet valgt at fokusere på en mindre, men stadig meget vigtig udfordring, nemlig havmiljøet i de danske fjorde, som også i den nye grønne trepart er defineret som et indsatsområde. For her kan 50 mio. kr. faktisk godt gøre en reel forskel,« udtaler hun.
Opgøret om regningen for oprydningen efter Nordic Waste er langtfra overstået. Randers Kommune vil have ejerne til at betale for det omfattende arbejde, som kommunen selv skønnede ville koste mellem 468 mio. kr. og 663 mio. kr.
Nogle af omkostningerne bliver dog dækket af staten, og senest har kommunen skønnet, at den ville hænge på en samlet regning på omkring 300 mio. kr.
I 2023 blev familien Østergaard Nielsen rangeret som landets sjette rigeste med en formue på 41,9 mia. kr. i en opgørelse foretaget af Økonomisk Ugebrev.
