Plesner nedsætter trivselsgruppe efter afsløringer om chikane og mistrivsel
Advokatfirmaet nedsætter en gruppe og henter ekstern hjælp for at fremme »en tryg og inkluderende kultur« i firmaet. Inden sommer vil gruppen præsentere anbefalinger og initiativer.
Plesner nedsætter en arbejdsgruppe med fokus på trivsel, styrket tryghed og dialog mellem ledelse og ansatte.
Det oplyser advokatfirmaet, efter Finans og AdvokatWatch har bragt afsløringer om chikane og mistrivsel i Plesner.
»Vi er et af Danmarks største advokatfirmaer med mere end 630 ansatte. Vi begår fejl, og dem skal vi hele tiden lære af – så vi kan blive bedre. Derfor etablerer vi nu en trivselsgruppe med bred medarbejderrepræsentation, der løbende skal komme med forslag til konkrete indsatser, som yderligere kan styrke vores kultur og trivsel for alle hos os,« siger managing partner i firmaet, Niklas Korsgaard Christensen, i en kommentar til tiltaget.
Baggrunden: Finans og AdvokatWatch kunne i januar berette om alvorlige problemer med seksuel chikane og grænseoverskridende adfærd i en af firmaets prominente afdelinger.
15 tidligere og nuværende medarbejdere i afdelingen pegede på en højtstående partner som årsag til problemerne.
Virksomheden blev beskyldt for at have dækket over partneren i mere end et år, da flere af medarbejderne havde klaget over partnerens adfærd til HR og ledelsen.
I første omgang kunne Plesner ikke genkende det billede, som de tidligere og nuværende ansatte tegnede af partneren og afdelingen. Plesner har dog siden undskyldt over for sine ansatte. Den pågældende partner er fortid i firmaet.
Og nu er Plesner altså klar med et konkret initiativ, der skal fremme trivsel i firmaet.
Hvad det betyder konkret: Som initiativtager til den nye trivselsgruppe står Sarah Vinnes, chef for HR, kommunikation og stab i Plesner. Hun tiltrådte i firmaet i januar.
Der er 10 medlemmer i trivselsgruppen, herunder fuldmægtige, advokater og partnere. Syv er kvinder.
Sarah Vinnes påpeger i en meddelelse til de ansatte, at hun er berørt af, at »kolleger i medierne har fortalt, at de er blevet mødt med uønsket adfærd«.
»Vores resultater afhænger af, at vi samarbejder på tværs af teams og ansvar. Vi lykkes kun, hvis vi som virksomhed sikrer de rette rammer for en åben dialog og fremmer tillid til, at vi sammen kan bidrage til hinandens udvikling og succes,« skriver den nye chef i Plesner til de ansatte.
Gruppen har allerede afholdt et møde, hvor foreløbige forslag til konkrete initiativer blev drøftet. Plesner har også hentet hjælp fra et eksternt konsulentfirma, der skal interviewe interne medarbejdere.
Derudover har gruppen taget initiativ til møder med bl.a. DI Rådgiverne, Dansk Erhverv og Djøf Advokat.
Det store billede: I denne uge kom advokaternes fagforening Djøf Advokat ud med fem forslag, der skal gøre op med grænseoverskridende adfærd i advokatbranchen.
Fra Plesner lyder det, at trivselsgruppen både vil drøfte egne og Djøf Advokats fem forslag.
Netop i Djøf Advokat tager man godt imod nyheden om en trivselsgruppe i Plesner.
»Vi vil selvfølgelig følge arbejdet i Plesner tæt og håber på en konstruktiv dialog, der leder til nye, konkrete initiativer hos Plesner. Vi ser frem til at se, hvilke indsatser Plesner beslutter sig for at gennemføre for at leve op til deres løfter om at sikre en tryg og chikanefri arbejdsplads for alle medarbejdere,« siger formand Rasmus Thingholm.
Han hæfter sig ved, at trivselsgruppen består af både ejerpartnere og medarbejdere på flere forskellige niveauer.
Problemerne i Plesner er ikke enestående. Flere store kontorer har gennem årene haft sager om grænseoverskridende adfærd.
I en rundspørge, Finans og AdvokatWatch har foretaget, siger flere af landets største advokatfirmaer, at de har haft sager om sexisme eller seksuelle krænkelser siden 2020.
Plesners trivselsgruppe forventer inden sommer at kunne præsentere anbefalinger og initiativer, der skal fremme »en tryg og inkluderende kultur«.


