Jannick Mallings aktieplatform slår handelsrekorder midt i toldkrig
Der bliver købt og solgt aktier på livet løs – særligt hos den danskstiftede platform Public.com.
En af dem, der for alvor kan mærke effekten af de kaotiske tilstande på aktiemarkederne, er danske Jannick Malling.
Han kan nemlig berette om rekordhøje handelstal som følge af de voldsomme udsving.
Jannick Malling står bag aktieplatformen Public.com, som lader kunder købe små dele af aktier. Og her er handelstallene altså helt i top.
»Vi har ekstremt høje volumener på både køb og salg og også rekordhøje depositum på platformen,« fortæller han til Finans og forklarer:
»Det er som regel det, vi oplever, når markedet falder. Vi så det også under coronakrisen. Det er, når der sker fald, som folk godt forstår årsagen til, og hvor det er lettere at få en fornemmelse af, hvordan det udvikler sig.«
For tiden skyldes uroen en regulær toldkrig mellem USA og resten af verden, der får aktiekurserne til at stige og falde, som vinden blæser, og der er stor uenighed om, hvorvidt det er nu, man skal købe, sælge eller blot forholde sig i ro med is i maven.
Jannick Malling slår til daglig sine folder i New York, hvor han siden 2018 har været både medejer af og adm. direktør for Public.
Platformen, der er tilgængelig for amerikanske brugere, fungerer kort fortalt sådan, at man gennem en app kan investere i aktier, obligationer, krypto, kunst m.m. for et startbeløb på helt ned til 10 dollars.
Public.coms kundekreds spænder fra investorer, skuespillere, musikere og sportsfolk til almindelige amerikanere. En stor del af kunderne er kvinder og unge mennesker.
Og netop alderen har stor betydning for, hvordan der bliver investeret i usikre tider som lige nu.
»Vi har flest unge brugere. Og de er villige til at løbe en risiko, fordi de går ud fra, at enten så vinder de på den, eller også så går der fire år, og så bliver Demokraterne valgt ind og laver det hele om alligevel. Hvis du er 65 år og sidder på en portefølje, som du har tænkt dig at cashe ud i år, så er det selvfølgelig en lidt anden snak,« siger Jannick Malling.
Han tilføjer, at de, der tog chancen, da aktierne for nylig oplevede deres første styrtdyk efter Trumps indsættelse – hvilket var størstedelen af Public.coms kunder – allerede nu er »meget tilfredse efter et absolut historisk comeback« få dage efter.
Han beretter, at mange af disse kunder købte Nasdaq og S&P 500, og at den mest købte aktie i sidste uge var Nvidia, som onsdag sidste uge steg 20 pct.
Jannick Mallings karriere startede med en ansættelse hos Saxo Bank i 2005 efter endt HA-almen fra CBS.
Her var han i små to år, hvor finansvirksomheden voksede voldsomt både på kundesiden og i forhold til ansatte og kontorer i udlandet.
»Meget er blevet sagt om Saxo Bank, men kulturen dengang var på én gang ambitiøs og fascinerende. Det var ikke unormalt, at man arbejdede døgnet rundt for at nå en deadline, og denne arbejdsmoral har siden præget mig,« har han tidligere udtalt til Finans.
Jannick Malling rykkede i 2008 videre til CFH Markets i London, der havde etableret en handelsplatform, som tiltrak kunder fra New York til Tokyo.
I 2016 blev CFH solgt, og som investor i firmaet tog Jannick Malling videre med et beløb, der med hans egne ord gjorde ham til millionær i kroner. Han besluttede sammen med sin kone, Sabrina Simonsen, at næste stop skulle være New York, hvor han få år efter etablerede Public.
»For to år siden sagde jeg, at vi havde brug for flere ansatte. Det har vi i dén grad også nu, så hurtigt som det går,« afslutter han.

