Fortsæt til indhold

Bankernes nye lobbydirektør kommer direkte fra central post i embedsværket

Finans Danmarks kommende direktør kan tage fortrolig viden om regulering af finanssektoren med sig fra aktuel stilling i embedsværket, vurderer forskere.

Steen Lohmann Poulsen skifter en mangeårig karriere som embedsmand i først Finansministeriet og siden Erhvervsministeriet ud med en direktørpost i bankernes interesseorganisation. | Foto: PR/Finans Danmark
Erhverv
FinansWatchMalte Oxvig

En af landets mest indflydelsesrige embedsmænd i relation til den finansielle sektor skal fremover arbejde som toplobbyist for bankerne.

Det står klart, efter at bankernes interesseorganisation Finans Danmark i starten af april ændrede organisationen og annoncerede ansættelsen af Steen Lohmann Poulsen, der kommer fra en stilling som direktør i Erhvervsministeriets kontor for den finansielle sektor.

Skiftet er ikke i strid med nogen regler, men er alligevel problematisk, da Steen Lohmann Poulsen tiltræder allerede 1. maj og dermed kan tage viden fra embedsværket med direkte over på den anden side af bordet, lyder det fra flere forskere.

”Vedkommende kan tage fortrolig viden med sig. Dels fortrolig information om konkrete virksomheder, som har haft sager til behandling, og dels viden om politiske prioriteringer og strategi for myndigheder i forhold til kontrol,” siger juraprofessor ved Aalborg Universitet Sten Bønsing til FinansWatch.

Christoph Houman Ellersgaard, lektor på CBS med fokus på magteliten i Danmark, fremhæver, at finanssektoren er meget afhængig af det politiske system, fordi den er så tæt reguleret.

”I det politiske lobbyarbejde får Finans Danmark flere muskler, fordi de får en, der kender reguleringen indefra. Det er lidt ligesom i fodbold: Hvis man kan købe de bedste spillere, så vinder man oftere også kampene,” siger han.

”Det er en skævvridning af magten hen mod dem med de største økonomiske muskler. Man risikerer, at borgerne mister tilliden til, at dem, der sidder i staten og skal regulere det her område, ikke tager et hensyn til borgeren.”

Ingen regler

Steen Lohmann Poulsen er i dag direktør i Erhvervsministeriet med ansvar for afdelingen ’Finansiel Sektor og vækstkapital’.

Afdelingen har ansvar for den finansielle sektor og arbejder for at sikre ordentlige forbrugerforhold, ”så forbrugerne kan have tillid til de finansielle institutter og markeder”, som det fremgår af Erhvervsministeriets hjemmeside.

Steen Lohmann Poulsen har derudover indtil for nylig siddet i Finanstilsynets bestyrelse som observatør for netop Erhvervsministeriet og har også været medlem af Det Systemiske Risikoråd, der er et råd skabt til at forebygge og reducere finansielle risici.

Der er altså tale om en person med ansvar for og indsigt i myndighedernes kontrol med banksektoren, der nu skal varetage selvsamme sektors interesser allerede fra 1. maj, hvor han træder ind i Finans Danmarks direktion og får ansvar for konkurrenceevne, vækst og investering.

FinansWatch har forsøgt at få et interview med Steen Lohmann Poulsen. Det har ikke været muligt. Erhvervsministeriet udtaler via presseafdelingen, at der ”selvfølgelig” er truffet foranstaltninger for at sikre, at der ikke kan sættes spørgsmålstegn ved hans habilitet i overgangsfasen.

”Det understreges først og fremmest, at Steen Lohmanns skifte til Finans Danmark er sket helt efter reglerne. I perioden indtil Steen Lohmann tiltræder sin nye stilling 1. maj, vil han ikke beskæftige sig med sager i Erhvervsministeriet, der vurderes at kunne give habilitetsproblemer. Derudover oplyses det, at Steen Lohmann ikke længere deltager i møder i Det Systemiske Risikoråd eller i Finanstilsynets bestyrelse,” lyder det fra Erhvervsministeriet i et svar til FinansWatch.

Vil have karensregler

I modsætning til for eksempel Sverige, Norge og Tyskland er der ingen regler i Danmark om, at embedsmænd eller politikere skal i karantæne under et jobskifte med en interessekonflikt. Sverige har ifølge Ugebrevet Mandag Morgen en styrelse, der beslutter karenstidens længde i et spænd på op til 12 måneder, i Norge skal man i karantæne i et halvt år, mens Tyskland har en karensperiode på 18 måneder.

Europarådets antikorruptionsorganisation Greco har opfordret danske politikere til at vedtage regler for at lukke svingdøren mellem embedsværket og erhvervslivet. Et af de mest markante eksempler var, da daværende direktør i Finanstilsynet Ulrik Nødgaard i 2015 skiftede til jobbet som adm. direktør i Finans Danmark.

Ifølge juraprofessor Sten Bønsing, der er tilhænger af at indføre regler herhjemme, ville Steen Lohmann Poulsens jobskifte formentligt være kommet i karambolage med reglerne i andre lande.

”Vi bør have karensregler af hensyn til fortrolig viden, og at opgaver bliver løst ud fra faglige og saglige kriterier og ikke udsigten til et muligt job,” siger han.

Udtrådt af bestyrelse

Sten Bønsing understreger, at reglerne ikke skal være så rigide, at det bliver umuligt at skifte job mellem den offentlige og private sektor.

”Men det skal være sådan, at der er tillid til systemet,” siger han og peger på, at en karensperiode udover at imødegå mistillid også vil sikre, at embedsfolk ikke tager fortrolig viden med sig.

”Det kan jo i det lange løb gøre, at virksomheder er lidt mere påpasselige med, hvad de leverer af oplysninger til offentlige myndigheder, fordi man ikke kan vide, om medarbejderen dagen efter er direktør hos konkurrenten,” siger han.

Ifølge Christoph Ellersgaard fra CBS må man ikke undervurdere værdien af at ansætte en person med et netværk i centraladministrationen for en lobbyorganisation som Finans Danmark.

”Man får andre muligheder for at påvirke dem, der sidder med regulering, fordi man ikke taler med dem som en repræsentant for en interesseorganisation men som en tidligere kollega eller chef, som måske har været med til at forfremme folk,” siger Christoph Houman Ellersgaard.

I Finans Danmark fremhæver adm. direktør Lars Gert Lose, at Steen Lohmann Poulsen vil få en vigtig rolle i at bringe finanssektoren i spil til at løfte de store udfordringer, som samfundet står overfor.

”I Finans Danmark har vi sammensat en ny direktion, hvor forskellige kompetencer og erfaringer skal spille sammen med resten af vores dygtige medarbejdere – og som skal fortsætte den gode og konstruktive dialog med husets mange samarbejdspartnere,” udtaler han i et skriftligt svar.

”Steen Lohmann Poulsen har dyb indsigt i finanssektoren og kan derfor bidrage til, at der findes gode og langsigtede løsninger til gavn for hele samfundet, og vi ser frem til at få ham med ombord.”

Artiklens emner
Finanswatch
Finans Danmark