Mød toppolitikere og erhvervsprofiler, når Finans går i luften med live-format
Finans Live inviterer til inspirerende interviews med indflydelsesrige toppolitikere og erhvervsprofiler.
Tempoet i nyhedsstrømmen er højt, meningerne er mange, og det meste information filtreres gennem sociale medier, inden det rammer modtagerne.
På Finans holder vi tempoet højt og har skarpe meninger. Men vi kan også godt lide det nærværende, direkte og ufiltrerede.
Derfor lancerer vi nu Finans Live, hvor vi inviterer erhvervslivets og den politiske verdens markante profiler til en snak om aktuelle emner. Og vi inviterer alle interesserede til at deltage, lytte med og stille spørgsmål.
Med Finans Live giver vi en unik mulighed for at komme tættere på menneskene bag beslutningerne og høre om erfaringer og visioner uden fortolkning eller filter.
Journalistik er andet end det skrevne ord og redigerede klip på tv, web og sociale medier. Både i vores artikler og nu med Finans Live er vi optagede af at skabe forståelse for hinanden og den verden, vi er en del af. Når vi mødes i samme rum, opstår muligheden for dialog på en ny måde, og nærværet giver anledning til større forståelse mellem afsender og modtager.
I en verden præget af økonomisk usikkerhed, teknologisk disruption og politiske spændinger har journalistikken en særlig forpligtelse: At skabe klarhed - ikke forvirring.
Vi tror på, at transparens er med til at bygge bro mellem information og forståelse. At den ærlige afsender giver de nødvendige nuancer og forudsætninger, så modtageren kan forstå budskabet. Live-journalistik gør det muligt at åbne døren til processen og invitere publikum med ind, så de selv kan stille spørgsmål og få svar.
Finans Live er en invitation til at deltage, lytte og stille spørgsmål i realtid. Det er journalistik i øjenhøjde – når det sker.
De fysiske rammer har vi været så heldige at låne hos vores kolleger i Boghallen, som vi deler hus med. Nogle kender måske allerede Boghallens egne arrangementer med forfatterinterviews på Trappen. Nu bliver de krydret med profiler, som har magt og indflydelse i erhvervslivet.
Vi prøver formatet af med tre gæster i maj og juni. Først får vi besøg af klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard (M).
I juni er gæsterne adm. direktør og medstifter af Netcompany, André Rogaczewski, samt bestyrelsesleder i medlemsforeningen Coop amba, Pernille Skipper.
Finans Live går i luften den 22. maj klokken 8, hvor Finans’ klimaredaktør, Jakob Martini, interviewer Lars Aagaard.
Kom og hør, hvad ministeren mener med grøn realisme, og hvorfor det ikke er lykkedes regeringen at levere på de store ambitioner om havvind, solceller og grøn brint. Og stil selv det spørgsmål, du brænder for at få svaret på.
Der er kaffe på kanden og cookies til de først fremmødte.

