Rigmandsejet biogaskoncern i nye problemer: Brød reglerne på stribevis af biogasanlæg
BioCirc, der bl.a. er ejet af Just Eat-milliardær Bo Bendtsen, har brudt sine miljøgodkendelser på flere biogasanlæg end hidtil kendt. I Viborg er selskabet blevet sat under skærpet tilsyn.
Det er nogle af landets mest velhavende personer, der har kastet penge ind i den storsatsende biogasvirksomhed BioCircs ambitiøse planer om at blive verdens største producent af biogas.
Men bag fortællingen om den vækstivrige biogaskomet følger et spor af årelange brud på miljølovgivningen, der flere gange har været skjult for myndighederne.
Det afslører tal fra Energistyrelsen og dokumenter, Finans har fået aktindsigt i.
Finans har tidligere afsløret, at BioCirc igennem flere år har taget imod mere biomasse end tilladt på en stribe af virksomhedens biogasanlæg.
Blandt andet tog selskabets biogasanlæg i Haderslev sidste år imod mere end dobbelt så meget biomasse som tilladt i selskabets miljøgodkendelse, og i Vinkel ved Skive brød koncernen bevidst sin miljøgodkendelse og forsøgte samtidig at skjule det for kommunen.
Men omfanget af sager om muligt lovbrud på selskabets biogasanlæg er altså mere omfattende end hidtil kendt.
Seks ud af BioCircs i alt otte biogasanlæg tog imod mere biomasse end godkendt af kommunen i 2024, viser tal fra Energistyrelsen, som BioCirc selv har indberettet.
»Disse tal tegner jo et billede af, at virksomheden bevidst driver sine anlæg på en måde, hvor man overskrider vilkårene i sine miljøgodkendelser, selvom det er klart ulovligt,« siger Thomas Budde Christensen, ekspert i miljøplanlægning og lektor ved Roskilde Universitet.
Han vurderer, at der er tale om en alvorlig sag, og at der ikke er tvivl om, at biogaskoncernen har brudt reglerne.
Der er både tale om mindre overskridelser på nogle af anlæggene og større overskridelser på andre.
Ikke desto mindre viser tallene, at BioCirc i 2024 sammenlagt tog imod over 670.000 tons mere biomasse, end koncernen var godkendt til fordelt på de seks anlæg.
Den mængde svarer til mere end de mængder, selskabets to største biogasanlæg sidste år havde tilladelse til at modtage i løbet af et helt år.
»Det er klare overskridelser af de tilladte mængder, og disse regler er jo ikke nogen, hvor der er elastik i. Det er noget, virksomheden skal overholde, og alt, hvad der ligger udover grænsen, er ulovligt,« siger Thomas Budde Christensen.
Overskridelserne har ført til, at Viborg Kommune »i fremtiden vil føre et skærpet tilsyn« med, at BioCirc overholder kravene, oplyser kommunen i en e-mail til Finans.
Det er i forvejen tilfældet i Skive, mens Haderslev Kommune er ved at undersøge, hvorvidt BioCirc skal politianmeldes for at have taget imod mere end dobbelt så meget biomasse som tilladt i miljøgodkendelsen på selskabets biogasanlæg i kommunen.
Her afviser BioCirc at have gjort noget forkert.
BioCircs biogasdirektør, Massimo Forti, har tidligere over for Finans afvist, at BioCirc skulle have overskredet sine tilladelser andre steder end på virksomhedens største anlæg i Vinkel ved Skive. Det viste sig som bekendt senere, at det ikke var sandt.
I en række e-mails, Finans har fået aktindsigt i, har Massimo Forti selv erkendt, at selskabet har brudt sine miljøgodkendelser på anlæggene i Viborg, Ringsted, Skive og Vesthimmerlands Kommune.
Dog viser andre e-mails, at selskabet bestrider lovbrud i Haderslev.
I næsten identiske meddelelser fra den 25. marts skrev Massimo Forti til Vesthimmerlands, Ringsted og Viborg Kommuner, at selskabet havde konstateret overskridelser af de tilladte mængder biomasse.
Overskridelserne skulle blandt andet bunde i, at Massimo Forti som direktør har haft fokus »på produktion af gas og teknikken på anlægget«, men ikke på at få »sat værktøj op til løbende at måle tonnagen«.
»Den tonnage, vi modtager, kommer nemlig ujævnt over året og er afhængig af produktionen hos landmændene samt nedbør. De aftaler, vi har med landbruget, er eksklusivitetsaftaler, og vi er forpligtet til altid at aftage 100 pct. af deres produktion,« skrev Massimo Forti.
»Vi kommer desværre samtidig til at opsige aftaler med nogle landmænd for at kunne håndtere de usikkerheder, der er i landbrugets produktion,« tilføjede han.
Finans har gentagne gange uden held forsøgt at få en kommentar fra BioCircs adm. direktør, Bertel Maigaard, der varetager direktørposten i BioCirc fra sin bopæl i Como i Italien, hvorfra han jævnligt deltager online i ledelsesmøder, når han ikke er i Danmark.
Heller ikke Massimo Forti har besvaret Finans’ henvendelser, ligesom den kommunikationsrådgiver, som BioCirc har hyret, ikke er vendt tilbage på hverken telefonopkald eller e-mails.
BioCirc har haft et turbulent år, efter at biogaskoncernen omkring nytår blev kastet ud i et ledelseskaos, da den daværende bestyrelse med opbakning fra grovvarekoncernen DLG, der har investeret i BioCirc, forsøgte at fyre Bertel Maigaard.
Det var blandt andet på baggrund af oplysninger om direktørens brug af virksomhedens penge på dyr rødvin, privatfly og skatterådgivning samt en sag om Bertel Maigaards ledelsesstil.
Selskabet har siden grundlæggelsen hentet over 2 mia. kr. fra bl.a. landmænd, DLG og eksempelvis investorer som lensgreve Bendt Wedell, den tidligere Brøndby IF-storaktionær Jan Bech Andersen og Just Eat-milliardæren Bo Bendtsen, der er bosiddende i Geneve i Schweiz.
Sidstnævnte er blandt de største aktionærer i BioCirc.

