Fortsæt til indhold

Øremærket til iværksættere: Salling Group sætter nu 500 mio. kr. i spil

Det er 10 måneder siden, at Salling Group præsenterede planen om en innovationspulje på 500 mio. kr. Puljen bliver nu åbnet.

Dagligvarekoncernen Salling Group har hovedsæde i Aarslev vest for Aarhus. PR-foto.
Erhverv

Danmarks største aktør i dagligvarebranchen, Salling Group, har i 10 måneder ventet på at trykke på knappen til satsningen Salling Seeds.

En innovationspulje på 500 mio. kr., der er øremærket til investeringer i startups og scaleups, som med nye forretningsmodeller og teknologier kan bidrage til at udvikle detailbranchen – og styrke Salling Groups kerneforretning på længere sigt.

Nu går Salling Seeds så i luften med hjemmeside og officiel ansøgningsproces for iværksættere og virksomheder, der ønsker at få en investering fra dagligvarekæmpen.

Det oplyser Andreas Møballe, der for få måneder siden blev hyret ind af Salling Group til at stå i spidsen for strategi, M&A og Salling Seeds i forbindelse med en ny strategiplan frem mod 2028.

»Salling Seeds er en vigtig byggeklods i den nye strategi. Detailbranchen er under konstant forandring, så med Salling Seeds ønsker at vi at bygge bro mellem iværksætteres innovative styrke og den skala og erfaring, vi selv bringer ind,« siger han i et interview med Finans.

Han fortæller, at der er gået 10 måneder fra præsentation af idéen om Salling Seeds til åbning af innovationspuljen, fordi Salling Group først har skullet have det rette organisationssetup og være helt klar med investeringsstrategien til den nye satsning.