Kinesisk bilproducent brager i vejret efter annoncering af længe ventet omstrukturering
Handlen med den kinesiske bilproducent Dongfeng Motor Group er mandag genoptaget efter to ugers suspendering, og aktien stiger med 87,7 pct. som resultat af selskabets længe ventede omstruktureringsplan. Det skriver Bloomberg News.
Dongfeng planlægger som led i omstruktureringen at afnotere sig fra børsen i Hongkong og samtidig udskille Voyah-brandet til en separat notering. Voyah er Dongfengs luksuslinje af elektriske køretøjer.
- Denne foreslåede transaktion er helt klart et skridt, hvor den kinesiske regering og Dongfeng Motors ledelse sigter mod at frigøre virksomhedens skjulte værdi, skriver analytikere fra JPMorgan i et notat.
- Selskabet har konsekvent handlet med en betydelig rabat i forhold til den bogførte værdi, mens likvide midler og tilsvarende er næsten dobbelt så store som dets markedsværdi, fortsætter analytikerne.
Omlægningen følger et signal fra det kinesiske statsråd i marts om, at en konsolidering blandt Kinas statsejede bilproducenter, herunder Dongfeng Motor, ville bidrage til at øge konkurrenceevnen og dermed styrke branchen.
Elbillinjen Voyah blev lanceret i 2020 og står for 7 pct. af selskabets salg. Forretningsdelen har set en markant stigning i salget på 86 pct. i årets første syv måneder.


