Fortsæt til indhold

»En hidtil skjult barriere«: Energinets kvaler skaber tvivl om klimamål

Forsinkelserne i Energinet har udviklet sig til et problematisk blindt punkt, der kan få ukendte konsekvenser for Danmarks klimamål. Ifølge iagttagere er selskabet blevet »en hidtil skjult barriere i den grønne omstilling« - og konsekvenserne bør undersøges.

Erhverv

Forsinkelserne i Energinets udbygning af elnettet rejser nu tvivl om indfrielsen af Danmarks klimamål.

Det vurderer flere eksperter, efter det statsejede selskab gennem flere år har set stigende forsinkelser i sine energiprojekter.

Forsinkelserne har efterladt danske energiprojekter i limbo og samtidig resulteret i, at virksomheder på stribe har været udfordret på at få strøm til at elektrificere produktionen.

Netop Energinets mulige forsinkelse af elektrificering åbner nu ifølge flere eksperter centrale spørgsmål om mulighederne for at indfri bl.a. de langsigtede danske klimamål.

Kort fortalt er virksomhedernes skifte fra fossil energi til grøn strøm en central forudsætning for, at Danmark kan indfri de historiske mål, som et flertal i Folketinget vedtog med klimaloven - herunder et mål om fuld klimaneutralitet i 2050, som regeringen ønsker at fremrykke til 2045.

»Energinet er nu blevet en hidtil skjult barriere i den grønne omstilling,« siger Torsten Hasforth, cheføkonom i den grønne tænketank Concito.

Energiministeriet har en bunden opgave med at overvåge, om Danmark har kurs mod at opfylde klimamålene, men overvågningen tager ikke højde for de samlede forsinkelser hos Energinet. Det oplyser ministeriet til Finans.

Det manglende overblik har skabt en problematisk blind vinkel, der reelt kan så tvivl om mulighederne for at indfri den grønne omstilling på længere sigt, advarer Torsten Hasforth.

»Man har antaget, at adgangen til strøm er givet. Hvis det ikke kan lade sig gøre, fordi Energinet ikke har leveret på sine forpligtelser, ændrer det selvfølgelig regnestykket,« siger han.

Lignende bekymringer finder man hos professor i energisystemsanalyse ved DTU og medlem af regeringens uvildige ekspertpanel, Klimarådet, Marie Münster, der går skridtet længere. Hun ser potentielle faldgruber for klimamålene over en bred kam.

»En vigtig del af flaskehalsen til at nå målene er i udbygningen af elnettet. Derfor kan det være problematisk, hvis der ikke er et overblik over, hvad Energinets forsinkelser betyder for mulighederne rundt om i Danmark,« siger Marie Münster.

Begge efterlyser derfor en udredning af, hvad det samlede efterslæb i Energinet kan få af konsekvenser for den danske elektrificering og klimamål.

Hos Energiministeriet lægger man vægt på, at ministeriets overvågning af arbejdet med klimamålene - kendt som klimafremskrivningerne - tager bestik af en række faktorer i den grønne omstilling. Det gælder også pipelinen for projekter inden for vedvarende energi (VE), hvor man ifølge ministeriet har taget højde for Energinets forsinkelser frem til november 2024.

Energinets udbygning af elnettet er dog ikke en selvstændig faktor i beregningerne.

»Det er ikke muligt isoleret set at skønne over klimakonsekvenserne af de samlede forsinkelser i udbygningen af elnettet. Det skyldes bl.a., at der kan være flere og modsatrettede konsekvenser af forsinkelserne,« oplyser ministeriet.

Det uddybes, at en udskydelse af elektrificeringen af en eksisterende produktion - som f.eks. en fabrik - på kort sigt kan resultere i, at en konkret reduktion i udledninger også udskydes. Omvendt, bemærker ministeriet, kan en forsinkelse hos Energinet også forsinke »tilkobling af ny produktion eller udvidelse af eksisterende produktion, der på kort sigt kan udskyde en merudledning«.

Med andre ord kan en manglende tilslutning hos Energinet også resultere i, at en virksomhed vælger ikke at udbygge en nuværende eller oprette ny produktion, da den ikke kan elektrificeres. Udbygningen, der ikke har fundet sted, vil dermed ikke resultere i en ny udledning, som kan spille ind i klimamålene.

Koblingen mellem Energinets forsinkelser og klimamålene skal findes i den monopolrolle, som selskabet i årevis har haft i dansk erhvervsliv.

Energinet har i dag eneretten på at udbygge og drifte det såkaldte transmissionsnet i Danmark.

Meget forsimplet udgør nettet de centrale hovedårer for grøn strøm, der transporteres fra energiudvikleres vindmølle- og solcelleparker til storkunder i dansk erhvervsliv som Novo Nordisk, Banedanmark og Microsoft.

Energinet varetager med andre ord en af de helt grundlæggende opgaver til at få tempo på elektrificeringen i Danmark.

Ser man på tallene udgør el ca. 20 pct. af det danske energiforbrug. Det har været billedet i flere årtier, og det skal der ændres på, hvis klimamålene skal indfries.

Selv fremhævede Energiministeriet i sin Klimafremskrivning for 2025, at den »væsentligste drivkraft« til at skære danske CO2-udledninger fortsat var »udfasning af fossile brændsler bl.a. som følge af elektrificering«.

Fremskrivningen udgør meget forsimplet den løbende overvågning af indfrielsen af Danmarks to klimamål: En reduktion af danske udledninger på 70 pct. i 2030 sammenlignet med 1990, og en fuld klimaneutralitet - ifølge regeringen potentielt set i 2045.

Da fremskrivningen for 2025 tidligere blev sendt på gaden, vurderede ministeriet, at det ser ud til at lykkes, så Danmark i 2030 overgår den lovbestemte målsætning med en reduktion på 72 pct.

»Her fem år før målstregen er vi på mere sikker grund i forhold til sidste år,« konstaterede energiminister Lars Aagaard (M) efterfølgende i en pressemeddelelse.

Sideløbende stod Energinet dog med tiltagende forsinkelser. Som beskrevet af Finans viser de seneste tal, at 141 ud af 199 elprojekter i gennemsnit er forsinket med to år og fem måneder.

Men de samlede forsinkelser er der altså ikke taget højde for i overvågningen af de danske klimamål hverken for 2030 eller 2050.

Ved DTU lægger Marie Münster vægt på, at uret tikker for at nå klimamålene, og at bidrag fra alle sektorer skal følges tæt. Hun bemærker, at forsinkelserne i Energinet både udspringer af interne og eksterne faktorer, men uanset hvad, er udbygningen af el- og energiinfrastrukturen afgørende for at nå målsætningerne.

Derfor opfordrer hun til at kortlægge betydningen af forsinkelserne.

»Konsekvenserne vil afhænge af, hvilken type projekter hos Energinet der er blevet påvirket. Her er det vigtigt, at der er mulighed for elektrificering blandt andet i virksomheder. Det bør udredes, så vi får et overblik over, hvad forsinkelserne - over en bred kam - kan betyde for forskellige politiske mål og målsætninger,« siger Marie Münster.

Hos Concito betegner Torsten Hasforth efterslæbet hos Energinet som en »bekymrende blind vinkel«, særligt når det gælder Danmarks langsigtede klimamål.

Samlet kalder forsinkelserne i Energinet ifølge cheføkonomen på en ny, uvildig analyse, der kan give et retvisende billede af muligheden for at udrulle den nødvendige elektrificering i Danmark.

»Med den udvikling, vi ser, er der efterhånden nogle nye forhold, der skal tages i betragtning,« siger Torsten Hasforth.

Finans har i forbindelse med denne artikel forsøgt at indhente kommentarer fra Energinets adm. direktør Thomas Egebo om forskernes bekymring for virksomhedens mulige konsekvenser for Danmarks klimamål og grønne omstilling. Selskabet har ikke ønsket at medvirke i denne artikel.

Finans har siden onsdag desuden forsøgt at indhente kommentarer fra energiminister Lars Aagaard (M) om hans svar på forskernes bekymringer - herunder hans holdning til behovet for en udredning af, hvilke konsekvenser Energinet som helhed kan have for de danske klimamål.

Det har ikke været muligt ved deadline for denne artikel.

Tidligere har energiministeren over for Folketinget redegjort for, at det ikke påvirker opfyldelsen af 2030-målene, at Energinets forsinkelser muligvis resulterer i udskydelsen af en række sol- og vindparker.

Til gengæld har han aldrig forholdt sig til, hvad det får af konsekvenser, at den grønne strøm ikke kan komme ud til de store industrielle elforbrugere, som gerne vil elektrificere.

Artiklens emner
Klimarådet
Torsten Hasforth