Fortsæt til indhold

Øllets enfant terrible gør status: »Jeg føler mig sgu stadig bare som en teenager«

Mikkel Bjergsø blev fartblind i forsøget på at gøre Mikkeller stort, og det kostede. I dag har bryggeren, der mandag fylder 50 år, droppet sin higen efter anerkendelse.

Erhverv

Mikkel Bjergsø har solgt ud. Han er blevet mainstream. En del af etablissementet.

Mikkeller-stifteren kender godt holdningen til ham i dele af ølverdenen. Men den rører ham ikke, siger han.

Han ved godt, at han ikke længere er den unge, rebelske oprører. Men hvor den 30-årige version af ham hungrede efter anerkendelse, er den nu snart 50-årige Bjergsø mindre optaget af, hvad folk mener.

»I dag handler det for mig om at drive en god forretning, være en god chef og skabe gode oplevelser for folk. Det er måske også derfor, at de hardcore ølnørder ikke længere synes, at vi er de mest spændende,« siger Mikkel Bjergsø.

Finans møder bryggeren på Mikkellers hovedkontor en spytklat fra Kødbyen i København.

Han er kendt for sin direkte facon og har gennem tiden tiltrukket medieopmærksomhed, selvom han med egne ord helst vil være den foruden.

Mikkel Bjergsø har sendt bredsider til branchen. Taget en tur i MeToo-møllen. Og så har hans noget komplicerede forhold til tvillingebroren, Jeppe Jarnit Bjergsø, også fået sin spalteplads.

Han har med andre ord gjort sig mere bemærket end de fleste.

På Mikkeller-kontoret møder gæster ølhaner, før de møder kaffemaskinen. I det, der kunne have været en reception, har bryggeriet inden for døren indrettet en Mikkeller-bar i lille skala.

Øllet kommer i første række for Mikkel Bjergsø.

Det var det, der i 2010 fik ham til at droppe jobbet som lærer. Det er det, der har sikret Mikkeller en plads som et af verdens mest kendte mikrobryggerier. Og det er det, der stadig får ham til at arbejde solen sort.

Men det er også det, der var katalysator for Mikkel Bjergsøs største fortrydelse: at han blev fartblind.