Wow! Danske Bank burde få dette brag af et teaterstykke opført i København
Et hæsblæsende og stærkt estisk teaterstykke viser den dybe betydning af hvidvasksagen i det lille baltiske land. Og hvordan Danske Bank-skandalen påvirkede Estland og Danmark forskelligt. Stykket burde opføres i København.
En ung mand ved navn Artur fra de trøstesløse forstæder i Estlands næststørste by lander et job i en filial af en stor skandinavisk bank i Estlands hovedstad, Tallinn.
Her viser klienterne sig at være oligarker og korrupte politikere fra Rusland og andre østlande.
»Vores bank er lige så solid som en swissarskaya (Schweiz), lige så familiær som en peterburgskaya (St. Petersburg-stilen) og lige så fortrolig som en offshornaya (offshore). Hvis Nokia ”forbinder mennesker”, så ”forbinder vi dollar”,« reklamerer Artur og hans kolleger over for kunderne.
Det tvivlsomme forretningskoncept er en kæmpe succes, og pengene vælter ind.
Men presset stiger, og Artur må balancere mellem dekadente fester, bøller, krævende oligarker og sit privatliv. Samtidig stiger paranoiaen i takt med, at myndighederne kommer på sporet af ulovlighederne i banken, og det hele ender i kollaps, politi og direktørens selvmord.
Lyder det bekendt?
Et estisk teaterstykke ”Rahamaa” (Moneyland) tager hvidvaskskandalen i Danske Bank under kærlig behandling. Stykket er blevet en uhørt succes og et regulært fænomen i det lille baltiske land, hvor billetterne bliver udsolgt på få minutter, og forestillingen dækkes i nationalt tv.
Det oplevede jeg selv i sidste uge, da jeg med mine tidligere kolleger Eva Jung og Michael Lund var i Tallinn for at se stykket.
Teaterstykket filmes live og vises sideløbende på storskærm i salen med engelske undertekster, så man også kan følge med, selvom man ikke forstår estisk.
Efterfølgende deltog vi i en debat om stykket og hvidvasksagen, mens vi også blev interviewet til den estiske pendant til DR, EER, og fik på den måde en fornemmelse af den måde, fortolkningen af sagen og selve sagen havde påvirket Estland.
Vi afdækkede sammen gennem flere år hvidvaskskandalen i Danske Bank i Berlingske og var blæst bagover af stykkets fortolkning af dramaet.
Men stykket har endnu ikke fundet vej til nogen teaterscene i København, og det fortæller en større historie om selve sagen, og hvordan det har influeret det estiske samfund langt dybere end det danske.
Mens skandalen er endt som et nationalt traume i Estland, er den i Danmark i højere grad blevet parkeret som et juridisk og kommunikationsmæssigt problem. Som et importeret problem østfra – men intet kunne være længere fra sandheden.
»Det faktum, at vi var fattige, er skyld i alt,« siger Artur igen og igen i stykket om den helt vanvittige besættelse af at være rig og succesfuld, som han er klar til at gøre hvad som helst for.
Der er noget meget estisk over fortællingen om den postsovjetiske drift efter at blive rig, og hvordan Estland er en grænsestat mellem øst og vest, hvor den store stygge nabo Rusland konstant læner sig truende ind. Det så vi så sent som i sidste uge, da russiske kampfly krænkede estisk luftrum, og i hvidvasksagen var det jo netop milliarder af tvivlsom oprindelse fra Rusland og lande som Aserbajdsjan, der strømmede igennem Danske Banks estiske filial og efterlod et tvivlsomt image til den estiske finansielle sektor.
Og så er der naturligvis noget almengyldigt menneskeligt i Arturs opstigning fra de fattige forstæder til rigdom og den forudsigelige nedtur bagefter.
Det hele er fiktion, men med meget tydelige referencer til den virkelige sag og med en lige så tydelig og direkte kritik af både Danske Bank og Danmarks håndtering af sagen.
Da skandalen brød ud i Danmark efter vores afsløringer i Berlingske i 2017 og 2018, så omdøbte smarte kommunikationsfolk i Danske Bank skandalen til “Estland-sagen”. En sproglig og skamløs måde at lægge distance til problemerne på.
Arrogancen, bedrevidenheden og ligegyldigheden både hos direktører og myndigheder i Danmark over for esterne var en tydelig gennemgående følelse i den virkelige skandale og således også i teaterstykket.
Undervejs får filialen besøg af topchefen fra Danmark, der ikke er synderligt interesseret i at stille spørgsmål til hverken kunder eller penge, men til gengæld er så tilfreds med filialens enorme indtjening, at den estiske direktør belønnes med vintagecognac.
»De burde fucking rejse en statue af os i København,« raser én af de plagede estiske bankfolk i en blanding af stress og kokainrus, da det estiske tilsyn til sidst begynder at opdage milliardsvindlen. Da er det som bekendt for sent.
I Estland følte man dengang, at danskerne ikke gad lytte til advarslerne om massiv hvidvask, så længe pengene bare rullede ind, og prøvede at placere skylden hos estiske bankansatte og estiske myndigheder. Den følelse er ikke glemt i Tallinn.
Og nu spørger du måske: Hvorfor skal jeg forholde mig til et estisk teaterstykke om Danske Banks hvidvasksag, der i 2025 kan føles langt væk?
Konsekvenserne, erfaringerne og den helt nødvendige eftertanke af sagen er stadig gyldige i dag. I Tallinn kører retssagen lige nu mod en række tidligere bankansatte, mens den offentlige samtale om bankernes rolle som private virksomheder med et slags ekstra udvidet samfundsansvar også stadig er højaktuel i Danmark.
Lige netop debatten om, hvad finansiel etik egentlig betyder i et ellers velfungerende land som Danmark, hvor de største såkaldte SIFI-banker er tæt knyttet til både stat, erhvervsliv og almindelige borgere, forbliver jo alment gyldige.
Og hvorfor er et teaterstykke så relevant i den debat, kunne man flabet spørge? Fordi det som kunstform er særligt egnet til at bearbejde fortidens synder. Fordi det netop kan udstille absurditeten i Danske Bank-sagen, tilfældighederne, følelserne, arrogancen og kynismen på en måde, som ingen rapport eller avisartikel kan. Vi kommer tæt på og bliver suget ind i dramaet. Det er, hvad kunst kan.
Det er også særligt forfriskende, at en teatertrup tør gribe en erhvervsskandale. Det er det menneskelige forfald, de menneskelige konsekvenser, alle gode og dårlige menneskelige følelser, som vi ofte glemmer i sådanne sager fulde af tørre bankudskrifter, paragraffer og retslige afgørelser.
Jeg er muligvis inhabil her, så tag min anbefaling for, hvad den er: Men stykket burde opføres i København, så vi her i Danmark kunne lære og forstå, hvordan og hvorfor skandalen ramte.
Danske Bank er jo netop en dansk bank, og derfor burde bearbejdelsen af det skete og det menneskelige ansvar også finde sted her.
Skandalen handler dybest set ikke kun om Danske Bank – men om, hvordan vi som samfund reagerer på vores svigt og vores villighed og evne til at se os selv i spejlet, når det djævelske titter frem i spejlbilledet. Det opgør mangler vi at tage herhjemme.
Det kan godt være, at Danske Bank allerede har sagt undskyld og betalt den største hvidvaskbøde nogensinde på mere end 15 mia. kr. for sine svigt i sagen. Men hvis ingen andre vil, så burde Danske Bank betale og få stykket opført og vise, at det netop ikke er en Estland-sag, men en Danske Bank-sag.
Simon Bendtsen er chefredaktør på Finans.
