Fortsæt til indhold

Dronekrigen over Danmark er begyndt – og en skjult pointe kan blive dyr for danske virksomheder

Analyse: På få døgn er hybridkrigen rullet ind over Danmark og danske virksomheder i et nyt og tankevækkende omfang. Allerede nu tegner der sig omfattende konsekvenser – men de mest centrale lurer i kulissen.

Arkivfoto: Simon Fals/Ritzau Scanpix
Erhverv

Det var et alvorligt budskab, som statsminister Mette Frederiksen (S) torsdag aften tonede frem med.

»Danmark har i de seneste døgn været udsat for hybride angreb,« lød indledningen i en 7 minutter og 15 sekunder lang tale, efter at droneflyvninger ad flere omgange siden mandag aften havde lammet flere danske lufthavne.

At fremmede magter har Danmark i søgelyset er langtfra ukendt. Alene siden sidste forår har der gang på gang været stormløb på danske virksomheders digitale infrastruktur i forbindelse med bl.a. Mette Frederiksens udmeldinger om støtte til Ukraine.

De seneste dages droneepisoder er dog særligt værd at bide mærke i.

Hybridkrigen i Danmark har nemlig nået et nyt niveau. Den har på få døgn fået en langt større fysisk dimension af objekter, der – hvis ikke afsenderen havde valgt at tænde lyset, så den kunne agere airshow – potentielt kunne overvåge mere eller mindre ubemærket.

Selvom droneflyvningerne ikke har gjort materiel skade, har efterdønningerne af magtdemonstrationen allerede været massive. Blandt andet har de udstillet både sårbarheder i flybranchens transport af passagerer i tusindvis af meters højde og antændt en fornyet debat om myndighedernes håndtering af en krisesituation.

Hvad der har fået markant mindre spalteplads, er den del af hybrid krigsførsel, der kan få langt mere vidtrækkende konsekvenser for dansk erhvervsliv.

Hybridkrig er nemlig i udbredt grad en cost-benefit-krig: med de lavest mulige omkostninger, risiko og uden at løsne et skud at tvinge modparten til at bruge flest mulige ressourcer på at skabe ro på bagsmækken.

Logikken har tidligere været en af drivkræfterne bag, at cyberangreb har været udbredte, mens det har gjort fysiske agenter eller operationer, der udgør en langt større og mere risikabel logistikøvelse, mindre attraktive.

Uanset hvem der har været arkitekterne bag de seneste dages droneaktioner, er en ting dog nu tindrende klart: De har på overfladen fået smæk for skillingen.